Første gang Quinn Slobodian gæstede showet, havde han netop udgivet Globalists: The End of Empire and the Birth of Neoliberalism (2018), som er den helt store fortælling om de idéer, der formede neoliberalismen. Siden besøgte han os for at tale om bogen Crack-Up Capitalism (2023), hvor han vendte blikket mod de fysiske steder, der er indrettet som politiske undtagelseszoner; små enklaver som Hongkong, hvor kapitalen kan boltre sig uden de sædvanlige demokratiske spilleregler.

Nu er Quinn Slobodian aktuel med en ny og utrolig interessant udgivelse, som er noget af det skarpeste, der er skrevet om Elon Musk og den digitale kapitalismes ideologi. Bogen har titlen Muskism: A Guide for the Perplexed (2026) og er skrevet i samarbejde med Ben Tarnoff.

Ved at bruge Musk som indgangsvinkel beskriver Slobodian, hvordan vi i dag befinder os langt hinsides nyliberalismen. Han viser, hvor radikale de herskende idéer egentlig er, og forklarer, at det, vi ofte afskriver som ’tosserier’ eller luner hos Elon Musk, faktisk har en dybere, systemisk mening. Det er ikke nødvendigvis, fordi Musk er en stor tænker, men der er store tanker indlejret i det, han gør – og han forstår præcis, hvordan idéer breder sig og vinder magt i vores samtid.

Muskism: A Guide for the Perplexed er på mange måder en intellektuel åbenbaring, og vi er utrolig glade for at kunne invitere Quinn Slobodian tilbage på showet og præsentere ham for jer i denne uges Langsomme samtale.

Når vi har rakt ud til Dalee Sambo Dorough, skyldes det naturligvis vores interesse i Grønland, inuit og indfødte folks rettigheder. De senere år er det gået op for mange af os, at vi ved pinligt lidt, når det kommer til fundamentale spørgsmål om grønlændernes rettigheder, grønlændernes vej mod afkolonisering og selvbestemmelse, og det komplekse forhold mellem autonomi i rigsfællesskabet og fuld uafhængighed. I netop spørgsmål som disse er Dalee Sambo Dorough ekspert.

Hun er født i Alaska i 1959 og vokset op med hele rettighedskampen, som har formet hende både intellektuelt og politisk. Hun har bestridt poster i adskillige organisationer og været en absolut nøglefigur i kampen for både Alaskas oprindelige folk og inuits rettigheder på globalt plan.

I disse arktiske tider – hvor vi befinder os midt i et aktuelt lavintensivt, men reelt højdramatisk opgør om Grønlands fremtid – er vi stolte af at kunne præsentere netop denne samtale med juristen, forskeren, advokaten og aktivisten Dalee Sambo Dorough.

Som tidligere direktør for Stockholm Resilience Centre og nuværende leder af Potsdam Institute for Climate Impact Research har Rockström været en af de vigtigste stemmer i klimadebatten og den videnskab, som i dag går under betegnelsen Planetary Boundaries Science. Det er en videnskabelig tilgang, som forener benhårde data med et holistisk perspektiv, så man ikke skal vælge mellem den faktuelle detalje og det store, åndelige overblik. Og som samtidig tillader videnskaben at bidrage med et helhedsperspektiv, der viser folk, hvad vi skal passe på med og hvilke grænser, vi må respektere.

På Information har vi brugt Johan Rockström som ekspertkilde i mange artikler de senere år, men i denne uges Langsomme samtaler stiller Rune Lykkeberg de helt store spørgsmål forfra: Hvordan blev ideen om de planetære grænser til? Hvad er det, man får blik for, når man ser verden igennem dem? Og selvfølgelig også: Hvor står vi lige nu?

Den seneste rapport fra Planetary Boundaries Science konkluderer, at der stadig er et vindue for handling, men at vinduet lukker hastigt. Så hvad skal der til – og hvad står i vejen? Og hvordan holder Johan Rockström i øvrigt selv fanen og håbet højt i disse tider? 

Alt det og meget mere kan du høre om i denne uges afsnit.

Laleh Khalili er født og opvokset i Iran og med egne ord ’et barn af olie’ – hendes far arbejdede med olie, og hun oplevede oliens betydning gennem hele sin opvækst. Siden har hun bl.a. studeret i USA på University of Texas og skrevet ph.d.-afhandling ved Columbia University i New York.

Laleh Khalili er en af de sjældne forfattere, som både går op i geopolitik, kapitalisme, shippingindustrien, maritime regler og den kolonialistiske arv. Alt det, som er på spil i den aktuelle konflikt mellem Israel, USA og Iran, har Laleh Khalili altså beskæftiget sig med.

Hun markerede sig for alvor, da hun i 2020 udgav det anmelderroste værk Sinews of War and Trade: Shipping and Capitalism in the Arabian Peninsula, der på én gang er en rejse ind i den maritime kapitalisme og en afslørende analyse af, hvordan magten på verdenshavene definerer vores moderne økonomi.

Dén bog, altså fortællingen om livet på de enorme containerskibe og det uregulerede forretningsliv til søs, har vi tidligere talt med hende om her i podcasten.

Men i denne her uge gælder det Laleh Khalilis seneste forskning. Hendes nye bog, der udkom i slutningen af sidste år, hedder Extractive Capitalism: How Commodities and Cronyism Drive the Global Economy. Her undersøger Khalili, hvad olien har betydet for Mellemøsten, og hvordan olien var en del af imperialismen, men også en del af opgøret med imperialismen. Hun ser på, hvordan kontrollen med naturressourcerne i Mellemøsten altid har været en fuldstændig integreret del af en lokal magtkamp, der også betjener en magtkamp i hele verden.

Hvis man vil vide, hvad der egentlig foregår nedenunder de aktuelle konflikter i Mellemøsten; hvis man interesserer sig for, hvordan shippingruter, råstofudvinding og kolonial arv hænger uløseligt sammen med moderne storpolitik, og hvis man vil forstå det store bagtæppe af magtkampe, der udspiller sig mellem USA, Iran og resten af verden – ja, så er denne uges afsnit med Laleh Khalili et godt sted at starte.

De to, altså Ziblatt og Levitsky, udgav også bogen Tyranny of the Minority – Why American Democracy Reached the Breaking Point i 2023, og dén bog har vi tidligere talt med Ziblatt om her i podcasten.

Men i denne her uge gælder det altså Steven Levitsky. Han er født i 1968, vokset op i 70’erne og har set de seneste årtiers demokratiske udvikling i USA tæt på, både eksistentielt og som forsker. Han har udgivet en fantastisk bog, der hedder Revolution and Dictatorship: The Violent Origins of Durable Authoritarianism, som han skrev sammen med Lucan Way i 2022. De to, Levitsky og Way, står også bag bogen Competitive Authoritarianism: Hybrid Regimes After the Cold War, som udkom i 2010.

Hvis man vil vide, hvad der egentlig sker i USA i de her år; hvis man interesserer sig for, hvornår det ikke bare er en anden holdning, men selve rammerne for vores holdningsdannelse, der er på spil, og hvis man vil forstå dybden, rækkevidden og omfanget af det, Donald Trump foretager sig – men også hvis man vil have indsigt i modstanden og modmagten, modbevægelsen og modvægten, kort sagt alt det, der peger den anden vej, ja, så er der næppe nogen bedre at tale med end netop denne uges gæst: Steven Levitsky.

---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den canadisk-kinesiske teknologianalytiker og forfatter Dan Wang. Med en opvækst i både Kina og Canada samt en uddannelse fra amerikanske eliteuniversiteter besidder Wang en sjælden analytisk indsigt og evne til at sammenligne stormagternes vidt forskellige logikker. Han har tidligere delt sin viden i en række højtprofilerede nyhedsbreve, der udkom mellem 2017-2023, og som blev betragtet som en slags teknologi-avantgardens depecher, indtil de blev forbudt af den kinesiske regering under corona-nedlukningen.

Nu er han aktuel med bogen Breakneck: China’s Quest to Engineer the Future, som er en fortælling om Kinas ekstraordinære evne til at bygge og forme fremtiden. I bogen afdækker Wang, hvad det er, Kina gør bedre end os i Vesten lige nu. Han peger særligt på landets enorme kapacitet til at omsætte kollektiv handlekraft til konkrete forbedringer og fysisk infrastruktur – en kvalitet, der bl.a. har givet kineserne et totalt overtag på energiområdet. Men det er samtidig en fortælling om et samfund, der styres stramt af et kommunistparti, som Wang forholder sig stærkt kritisk overfor. 

Kontrasten bliver tydelig, når han analyserer Vestens aktuelle tilstand, hvor han ser et forfald i vores evne til at skabe fælles løsninger og bygge store ting sammen, mens den kinesiske model vinder frem gennem rå eksekvering. 

Men kapløbet mellem Kina og Vesten handler ikke kun om mikrochips, våben og økonomiske vækstrater. Når alt kommer til alt, er det afgørende ifølge Dan Wang et helt andet spørgsmål: Hvem tilbyder de bedste livsbetingelser? Og eftersom han selv har levet i begge verdener, kan han fortælle, hvor det er bedst at leve henne nu – og hvor han tror, det er bedst at leve i fremtiden.

Alt det bliver vi klogere på i denne samtale med Dan Wang, der kommer omkring både global magtkamp, teknologisk handlekraft og fremtidens Kina.

Det er for os her på redaktionen et imperativ at blive ved med at slå fast, at vores samfund aldrig er demokratisk nok. Demokrati er ikke betegnelsen for det bestående samfund – tværtimod er demokrati et krav til det bestående samfund om, at folk skal høres. Folk skal ikke finde sig i at blive bestemt over; de skal have mere at skulle have sagt og større mulighed for at drage de regerende til ansvar.

Hvis man har den indstilling, at demokrati er et princip, som siger, at du skal være med i et ’vi’, der bestemmer selv, så skal dette ’vi’ have mulighed for at forme samfundet, fællesskabet og lovene på en måde, som findes rimelig og retfærdig. Her er Hélène Landemore en utrolig interessant tænker, fordi hele hendes værk handler om at undersøge forskellige måder at skabe indflydelseskanaler på mellem borgerne og magten. Hun evner som få at koble teoretisk forskning og praktisk arbejde med de forskellige demokratiske eksperimenter, som findes i vores levetid.

Vi talte med hende her på Langsomme Samtaler for et par år siden, da hun udgav bogen Open Democracy: Reinventing Popular Rule for the Twenty-First Century, og nu er hun aktuel med sin nye bog Politics Without Politicians: The Case for Citizen Rule. Det er i anledning af den nye bog, at vi igen har den store fornøjelse og det privilegium at tale med Hélène Landemore. 

Og ovenpå det seneste folketingsvalg kan vi vist alle have brug for at blive mindet om, at demokrati altid er et eksperiment og en læreproces; vi har ret til at bestemme mere, hvis vi også bliver bedre til at lytte mere.

Bogen, der udkom i slutningen af 2025, er en slags ideologisk dannelseshistorie for den amerikanske tech-industri over de sidste 15 år og kortlægger, hvordan en ny magtbase er opstået og konsolideret i krydsfeltet mellem Silicon Valley og Washington D.C.

I bogen afdækker Silverman blandt andet de dybe forbindelser mellem tech-industrien og det militærindustrielle kompleks i USA. Han peger særligt på kredsen omkring The PayPal Mafia, anført af Peter Thiel, der udgør gruppens filosofiske konge og fremstår som en slags ideologisk reservefar for USA’s vicepræsident, J.D. Vance. Denne del af tech-eliten er karakteriseret ved at være libertariansk, stærkt højreorienteret og tenderende antidemokratisk, og de har i dag stor indflydelse – ikke nødvendigvis fordi deres idéer begejstrer befolkningen, men fordi de har massiv konkret magt bag sig.

Men der er også figurer som Elon Musk, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos, der tidligere har været liberale i amerikansk forstand. Dengang profilerede de sig på grøn omstilling gennem Tesla eller store fonde til fattigdomsbekæmpelse og støttede primært demokratiske kandidater. Men nu har de skiftet hold. 

Spørgsmålet er selvfølgelig, om tech-eliten er blevet højreorienteret, fordi magten i USA er skiftet, eller om de faktisk altid har været radikalt højreorienterede, men først nu tillader sig selv at springe ud.

Alt det bliver vi klogere på i denne samtale med Jacob Silverman, der kommer omkring både magt, teknologi, sikkerhed og Silicon Valley.

Keyu Jin har tidligere besøgt podcasten i forbindelse med sin bog The New China Playbook, der giver et sjældent indblik i det kinesiske styres økonomiske logik og politiske ideologi. a. 

Nu taler Rune Lykkeberg så igen med Keyu Jin på et kritisk tidspunkt i forholdet mellem USA og Kina. Efter et år med massiv handelskrig, hvor præsident Trump blokerede for eksport af amerikanske chips, og Kina svarede igen ved at begrænse adgangen til kritiske mineraler, befinder vi os nu i en form for våbenhvile. Men spørgsmålet er, om denne stilhed er et blivende resultat af handelskrigen, eller blot en midlertidig pause før det næste store slag.

Spørgsmålet er også, hvad vi kan lære af det, der har udspillet sig mellem Kina og USA det seneste år, og selvfølgelig, hvordan Kina ser resten af verden. Kan vi regne med, at Kina kunne være med til at lave en fred i Ukraine, og hvordan Kina ser mulighederne i verden, efter Trump har gjort USA ekstremt upopulære mange steder?

Alt det og meget mere taler Rune Lykkeberg med Keyu Jin om i denne uges Langsomme samtale. 

Gabriel Zucman er en del af den samme skole som Thomas Piketty, Emmanuel Saez, Julia Cagé, Esther Duflo. Han er en del af en gruppe franske økonomer, som har et empirisk forhold til kapitalismen og ser det som sin opgave at indsamle data og tal for udviklingen i velstand, rigdom, ulighed og vækst over tid. 

Gabriel Zucman er 39 år gammel, men allerede ekstremt indflydelsesrig. Han har været med til at bringe spørgsmålet om formueskat ind i den amerikanske valgkamp og har leveret forslag, der er blevet samlet op af præsidentkandidat Elizabeth Warren. Han har også ændret den franske diskussion om formuer og rigdom og er kommet med rammen til den globale minimumsskat på 5 pct. på multinationale selskaber. 

Zucman ved rigtig meget om formueskat, fordeling af rigdom og økonomisk retfærdighed. Han tror på, at det moralske og politiske argument kan flytte noget i verden, og at vi kan gøre det bedre. Og han ser os som en del af en fremskridtshistorie, selv om vi står i en periode med tilbageskridt.

Vi er derfor enormt glade for, at vi er her under valgkampen, hvor debatten om Socialdemokraternes forslag til en formueskat i forvejen raser, kan trække på en af verdens førende eksperter til at forklare konteksten og svare på nogle af de stærkeste argumenter for og imod indførelsen af en formueskat. 

Her på Langsomme samtaler-redaktionen har vi længe gerne villet tale med Moyn, fordi hans bog sætter hele konteksten for den situation, vi står i i dag, hvor der bliver mere og mere krig og mindre og mindre beredskab for at skabe fred. Og hvor én bestemt opfattelse af krig længe har domineret og skabt en krigsoptimisme. Nemlig forestillingen om ’den humane krig’, som kan føres uden omkostninger for os selv, og som giver os de resultater, vi ønsker for omverdenen.

Man skulle tro, at dén forestilling var dementeret med de seneste 25 års krige i Irak, Afghanistan og Libyen, men forestillingen om krig som et effektivt instrument til at opnå udenrigspolitiske mål, er stadig levende. 

Hvis man vil forstå ikke bare det moment, vi er i nu, men også hvordan vi i løbet af de seneste 30 år har ført os selv bag lyset og glemt, hvad krig i virkeligheden betyder, er denne uges samtale med Samuel Moyn et godt sted at begynde.

Bemærk, at samtalen med Samuel Moyn blev optaget, inden USA og Israel gennemførte deres store regimeskifteangreb i Iran. Det ændrer dog ikke ved præmissen og rammen for samtalen, som er hele den aktuelle sikkerhedspolitiske situation. 

---

Hardy Merriman udgør en sjælden kombination af akademisk dannelse, intellektuel nysgerrighed og aktivistiske forbindelser. Har har i 25 år arbejdet med bevægelser, som modarbejder undertrykkelse og opbygger beredskab til at regere selv. Længe var han præsident for International Center on Nonviolent Conflict i Washington, der står for udbredelse af ikkevoldelige modstandsteknikker til frihedskæmpere og modstandsbevægelser over hele verden. Han arbejdede i samme periode også som rådgiver for det store udviklingsprogram under den amerikanske regering, der hedder USAID, og som Trump har lukket meget store dele af. 

Hardy Merriman er desuden elev af en anden stor helt her på Langsomme samtaler-redaktionen, nemlig Gene Sharp, som har skrevet den måske vigtigste aktivistbog overhovedet i anden halvdel af det 20. århundrede: From Dictatorship to Democracy (1993). 

Det er Gene Sharps dybe indsigt, som udgør princippet for hele Hardy Merrimans arbejde. Budskabet er her, at enhver diktator regerer på sine undertrykte borgeres nåde. Og hvis vi kan organisere os, så kan vi altid tage magten tilbage. Men hvis vi bruger voldelige midler til at slås, så taber vi til gengæld til autokraten. 

I løbet af sin samtale med Rune Lykkeberg gør Hardy Merriman status på demokratiet og retssamfundets tilstand i USA med Trump 2.0 i Det Hvide Hus. Vi får hans analyse af, hvad der foregår, hvor modstanden er, og hvad vi kan gøre for at være med. 

Grønlandskrisen har vist os, hvor lidt vi forstår om oprindelige folk og deres vej til selvbestemmelse. Vi har taget fat i James Anaya for blive klogere både på forskellen mellem USA og Danmark, hvad oprindelige folks vilkår angår – men også for at høre om de oprindelige folks rettigheder generelt i verden og det skifte, der skete i forståelsen af frihed fra tiden efter 2. Verdenskrig og frem til i dag. 

Efter 2. Verdenskrig forstod man frihed for oprindelige folk som afkolonisering og uafhængighed. Men i dag er der kommet en konkurrerende forståelse af frihed, som handler om, hvordan man kan vinde selvbestemmelse og frihed ved at underordne sig andre fællesskaber og indgå alliancer og kontrakter.

Det er en hel verden, der åbner sig, når man tænker med James Anaya, og den verden inviterer vi hermed jer, lyttere af Langsomme samtaler, med ind i.

Efter den overvældende modtagelse af hendes erindringsbog Fri, troede vi måske, at vi havde forstået hendes historie om kommunismens og nyliberalismens sammenbrud i Albanien. Men så skete der noget uforudset. Et gammelt privat fotografi af Lea Ypis bedstemor, Leman Ypi, dukkede op på internettet og blev genstand for en moderne og nådesløs omgang internetmobning. Billedet forestiller hendes bedstemor grinende på bryllupsrejse i Mussolinis Italien i 1939, og det gav anledning til beskyldninger om, at hun skulle have samarbejdet med fascismen og haft totalitære sympatier.

Pludselig stod Lea Ypi altså i en situation, hvor hendes største moralske forbillede blev nedværdiget af folk, der intet anede om det liv, de dømte. Dét blev startskuddet til en omfattende arkivjagt og en ny, fænomenal bog, Uværdig, som ved den engelske udgivelse i 2025 blev hyldet som et mesterværk i både The New York Times og The Guardian.

Uværdig er en fortælling i tre lag: Den personlige historie om barnebarnets kærlige forsvar for sin bedstemor. Den politiske historie om mellemkrigstidens Europa og glemte udlændingepolitiske eksperimenter. Og den filosofiske duel mellem Kants fokus på moralsk selvbestemmelse og en benhård nietzscheansk nihilisme.

Alt det taler Rune Lykkeberg med Lea Ypi om i denne samtale i anledning af bogens danske udgivelse på Informations Forlag. 

Lea Ypi er født i 1979 i Tirana og er i dag professor ved London School of Economics. 

Du kan købe bogen her.

Sådan en ven er den bulgarske forfatter og samfundsforsker Ivan Krastev.

Efter det store drama i Davos, hvor Donald Trump gentog sit krav om at eje Grønland, troede vi, at han ville tage Grønland med magt, og at den danske og europæiske indsats var mislykket. Men i sin tale i Schweiz slog Trump fast, at han alligevel ikke ville tage det militært. Og efterfølgende talte han med Mark Rutte om en såkaldt rammeaftale, der i hvert fald indtil videre har bragt temperaturen ned i konflikten mellem USA og Rigsfællesskabet. 

Dét og meget mere taler Rune Lykkeberg med Ivan Krastev om i denne udgave af Langsomme aftale. 

Ivan Krastev er 61 år, født i Lukovit, Bulgarien, og har udgivet flere bøger, nogle af dem oversat og udgivet på Informations Forlag. Han sidder i bestyrelsen i European Council on Foreign Relations, er leder for Center for Liberale Strategier i Sofia, og så har han en forskningsstilling ved Institut for Humanvidenskab i Wien. Ivan Krastev er en enestående samfundsanalytiker, og vi kunne ikke forestille os nogen bedre end ham til at udlægge de tumultariske uger, vi netop har været igennem.

Carlo Masala er født i 1968. Han er halvt italiener og halvt østriger og er siden blevet tysk statsborger. Han har været forsker i adskillige år i international politik og sikkerhed, undervist på NATO Defense College i Rom og været rådgiver for flere forskellige tyske regeringer i sikkerhedsspørgsmål. Han er med andre ord en international intellektuel med særligt fokus på forsvar, sikkerhed, og hvad vi dog skal gøre for at skabe en fri og tryg verden.

Som serviceinformation skal det nævnes, at samtalen mellem Rune Lykkeberg og Carlo Masala fandt sted for to uger siden og altså inden den seneste eskalering af konflikten mellem USA og Europa over Grønland. Men det er præcis de samme perspektiver, de samme store linjer, de to taler om. Nemlig, hvad er egentlig NATO? Og hvis NATO ikke længere er en sikkerhedsgaranti, og det mener Masala har stået klart længe inden Grønland, hvad er NATO så? 

Men også: Hvilke udfordringer står europæerne over for, når vi på den ene side ikke længere kan stole på, at amerikanerne vil varetage vores eksterne sikkerhed? Og vi på den anden side har nogle meget voldsomme politiske kræfter i vores egne samfund? Det er en dobbeltkamp, en militærkamp og en politisk kamp, og begge dele handler om fred.

De er værd at blive klogere på. For sagen er, at vi både aktuelt og traditionelt har haft meget store forventninger til den progressive amerikanske ungdom. Mange af de store historiske fremskridt er sket gennem den amerikanske ungdom. Det går helt tilbage til borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne, men vi har også set det de senere år med MeToo-bevægelsen, bevægelsen mod racisme og ikke mindst den meget brede og stærkt forankrede klimabevægelse. 

Kampen er der, hvor magten er, og da rigtig meget magt er koncentreret i USA, har den amerikanske ungdom også langt større mulighed for at præge magten, end vi har herhjemme. Siden Donald Trump blev valgt i 2024, har vi hørt historier om, at den amerikanske ungdom pludselig skulle være blevet konservativ igen. Vi har også hørt historier om, at generation z skulle være splittet mellem meget højreorienterede amerikanske unge mænd og meget venstreorienterede amerikanske unge kvinder. 

Men, siger Melissa Deckmann, det er ikke sådan, det hænger sammen. Det er ikke sådan, at den amerikanske ungdom, som vi troede var så progressiv i 2016 og 2020, pludselig har vendt om og skiftet holdninger. Det er heller ikke sådan, at billedet af dens holdninger er anderledes, end vi troede. Den unge generation er faktisk mere progressiv, end det politiske billede i USA giver indtryk af. Der er en meget stærk venstreorienteret ungdom, som kæmper for klima, for ligestilling mellem kønnene, mod racisme, mod ulighed og for økonomisk retfærdighed. Den progressive ungdom findes stadigvæk i USA, men den står i en meget vanskelig politisk situation. Og det er ikke alle i ungdommen, der er progressive. Der er også stærke højreorienterede kræfter. 

Hele dette brogede billede af fronten i USA, de amerikanske unges meningsdannelse og kampen om frihed i det 21. århundrede kommer Rune Lykkeberg ind på i denne samtale med den amerikanske forsker, forfatter og professor ved Public Affairs på Washington College, Melissa Deckman.

Født i Istanbul i 1957 har Rodrik oplevet Vesten både indefra og udefra. Han har siddet på et af de eliteuniversiteter i USA, hvor meget af globaliseringen, finanssystemet, og den nye handelsorden er blevet udtænkt, men han har samtidig været en dissident i det økonomiske miljø, hvor han er gået imod strømmen. Allerede i 1990’erne advarede han om, at den måde, vi forestillede os globaliseringen på, ville medføre sociale slagsider.

Rodrik udviklede bl.a. begrebet ’hyperglobalisering’ til at beskrive en globalisering, der er gået over gevind og som har ført til, at arbejderklassen er faldet fra hinanden, og at demokratiet er blevet svækket. 

Alt det har han tidligere fortalt om her i podcasten.

Nu har Dani Rodrik så skrevet en ny bog, Sheer Prosperity in a Fractured World, som handler om, hvordan man på én gang kan skabe en bæredygtig økonomi for middelklassen, bekæmpe fattigdom og modgå klimaforandringerne. Han mener, at det er vigtigt at tænke disse tre ting sammen i en ny form for politisk program, der viser vejen for en progressiv globaliserin, der samtidig udgør et antifascistisk svar til Trump.

Alt det fortæller Dani Rodrik mere om i denne første udgave af Langsomme samtaler i 2026, hvor han også forklarer, hvorfor det bedste, ethvert land kan gøre for det internationale samarbejde er at gøre sin egen nation så stærk som muligt. Det positive budskab er, at vi ikke behøver være så bekymrede for, at de globale institutioner bliver svagere, for det er ikke det, der kommer til at afgøre det internationale samfunds skæbne.

Lyt med og bliv klogere på hvorfor i denne samtale mellem Rune Lykkeberg  og professor og forfatter Dani Rodrik.

Marianne Williamson står på den ene side solidt placeret på den amerikanske venstrefløj. Hun er skarp kritiker af nyliberalismen og det militærindustrielle kompleks, har støttet Bernie Sanders og de demokratiske socialister og har to gange – i 2020 og 2024 – stillet op til det amerikanske præsidentvalg. På den anden side er hun en af USA’s mest indflydelsesrige åndelige vejledere, blandt andet kendt som mentor for Oprah Winfrey.

Hendes store gennembrud kom i 1992 med bogen Return to Love, som Oprah Winfrey kaldte den mest bevægende bog, hun nogensinde havde læst. Bogen er siden blevet oversat til mere end 40 sprog og bygger på A Course in Miracles – et værk, som også bliver et centralt omdrejningspunkt i samtalen. Siden har Marianne Williamson skrevet en lang række bøger om kærlighed, Jesus, åndelighed og om at hele Amerikas sjæl – bøger, der alle kredser om, hvordan vi kan finde et fælles åndeligt sprog i en splittet verden.

I samtalen med Rune Lykkeberg fortæller Marianne Williamson også sin egen historie: om et vildt og opslidende liv i 1970’erne, om mødet med A Course in Miracles og om, hvordan hun gradvist fandt frem til en livsholdning, hvor personlig forandring og politisk kamp ikke kan adskilles.

Et centralt tema i samtalen er hendes kritik af den moderne venstrefløj: at den ofte har ret i teorien, på papiret og i de store ord – men mangler appel til hjertet, ånden og det, der virkelig bevæger mennesker. Marianne Williamsons projekt er netop at samle det progressive og det spirituelle og derigennem pege på et tredje spor i politikken.

Samtalen bevæger sig fra amerikansk protestkultur og præsidentvalg til kærlighed, fællesskab og spørgsmålet om, hvor vi i det 21. århundrede kan finde inspiration til at skabe stærke, meningsfulde fællesskaber.

Åbn jeres hjerter – og lyt til ugens Langsomme samtaler med Marianne Williamson.

Gerald Knaus er medstifter af European Stability Initiative og var i 2016 dybt involveret i udviklingen af den såkaldte flygtningepagt mellem Tyrkiet og EU. Han har desuden været udpeget af flere regeringer til at komme med sit bud på deres migrationspolitik. I 2020 skrev han bogen Welche Grenzen brauchen wir? (Hvilke grænser har vi brug for?), som handler om, hvordan vi i vores europæiske immigrationspolitik kan holde fast i, at hvert enkelt menneske er værdigt og skal beskyttes af rettigheder og samtidig opnå demokratisk opbakning til politikken.

Netop dét spørgsmål – hvordan man får respekten for menneskerettigheder og demokratiet til at spille sammen – er et centralt omdrejningspunkt i Gerald Knaus’ arbejde. Og altså ikke mindst, når det kommer til spørgsmålet om migration og flygtninge, som er et af de området, det er allersværest for liberale humanister og socialister at nå til enighed om. 

I løbet af denne uges samtale med Rune Lykkeberg kommer Gerald Knaus også ind på sin nye bog fra 2025, Welches Europa brauchen wir? (Hvilket Europa har vi brug for?). Han har skrevet bogen sammen med sin datter Francesca Knaus, og den rummer deres fælles bud på, hvordan den liberale midte i Europa kan svare igen på Trump, AfD, Farage, Le Pen og den øvrige revolutionære højrepopulismes immigrationspolitik på en måde, som ikke er teknokratisk, tør og kedelig, men både moralsk, overbevisende og lidenskabelig. 

Khalil Gibran Muhammad er professor ved Princeton University og har bl.a. skrevet en bog om fængslingen af de sorte, The Condemnation of Blackness: Race, Crime, and the Making of Modern Urban America, fra 2011. Den handler om, hvordan udskilningen og stigmatiseringen og udskamningen fortsatte efter ophævelsen af slaveriet i form af en kriminalisering af den sorte amerikanske befolkning – og bogen består både af kulturkritiske optegnelser og et omfattende datamateriale. Netop nu er Khalil Gibran Muhammad i gang med at skrive endnu en bog om, hvad der skete med de sorte efter borgerrettighedsprotesterne i 1960’erne, hvilket han også løfter lidt af sløret for i løbet af samtalen.

Khalil Gibran Muhammad er vokset op i Chicago og er oldebarn til Elijah Muhammad (1897-1975), en stor sort leder i USA, som grundlagde Nation of Islam og i mange år fungerede som dens leder. Det var i hans bevægelse, at Malcolm X voksede sig stor, og det var under hans vinger, at Cassius Clay (som verdens bedste bokser tidligere hed) skiftede navn og blev til Muhammad Ali.

I løbet af samtalen kommer Khalil Gibran Muhammad ind på det hele – og så får han lejlighed til at uddybe et citat, han tidligere har givet til Information, og som Rune Lykkeberg er så begejstret for, at han siden har brugt det i adskillige af sine egne artikler i avisen. Hør, hvad det alt sammen handler om – og hvad Khalil Gibran Muhammad i øvrigt mener om både Donald Trump, USA’s plads i verden og den mangelfulde støtte fra sine egne universitetskolleger – i løbet af denne uges Langsomme samtale.

Vali Nasr er født i Iran i 1960, han voksede op i en intellektuel familie, og hans far er den berømte religionsfilosof Seyyed Hossein Nasr, som også var relativt tæt på overklassen i det gamle Shah-dynasti.

Som ung mand blev Vali Nasr sendt til England for at studere, og da den islamiske revolution kom i 1979, besluttede familien sig for at forlade Iran. Siden har Vali Nasr levet i eksil. Han er i dag professor ved Johns Hopkins University i Baltimore og en af de mest anerkendte forskere og stemmer, når det kommer til at forstå, hvad det er, der foregår i Iran.

Vali Nasr udgav i foråret bogen Iran’s Grand Strategy, hvis grundtanke er, at der faktisk er en strategisk tanke bag præstestyret i Iran. Og at den strategiske tanke ikke bare er religiøs ideologi. 

I løbet af samtalen med Rune Lykkeberg kommer Vali Nasr blandt andet ind på spørgsmål som: Hvor står Den islamiske Republik Iran og det skandaleombruste præstestyre her 46 år efter revolutionen? Hvilket aftryk har ’Kvinde, liv, frihed’-bevægelsen sat på det iranske samfund fire år efter kvindeoprøret? Og hvad har snart et halvt århundredes i krig med USA og Israel betydet for landet som helhed?

Alt dét og meget mere kan du blive klogere på i denne langsomme samtale med den iransk-amerikanske forfatter og forsker, Vali Nasr.

Jung Chang er født i Sichuan-provinsen i Kina i 1952. Hun blev en verdensberømt forfatter efter udgivelsen af Vilde svaner, der gav hende adgang til topledere fra hele verden. Hun blev sådan en, man så op til og beundrede. Senere skrev hun også en fantastisk god biografi om Mao sammen med sin mand, Jon Halliday, med titlen: Mao – den ukendte historie. Nu har Jung Chang så skrevet en opfølger til Vilde svaner, som hedder Flyv, vilde svaner. Det er en fortælling om det moderne Kina, som stormer frem i verden med imponerende vækstrater – men det er samtidig en fortælling om Jung Changs egen mor og Kina under Xi Jinping.

Bogen er for nylig udkommet på dansk, og i den anledning talte Rune Lykkeberg Jung Chang sammen over Zoom – om både Mao, Xi Jinping, det moderne Kina, feminisme, Vilde svaner og Flyv vilde svaner. Og så røber hun også, hvad Henrik Ibsen og skuespillet Et dukkehjem har betydet for hende personligt. 

Bo Lidegaard er historiker, forfatter og journalist. Han har haft en betydelig indflydelse på dansk politik og spillet en vigtig rolle i den offentlige debat som tidligere ansvarshavende chefredaktør på Politiken. Det meste af sin karriere har han brugt til at forstå og formidle de centrale linjer i global politik og Danmarks plads i verdenshistorien.

I denne særlige udgave af programmet taler han og Rune Lykkeberg om det første år med Trump ved magten. De gør status på klimaet, på Grønland, på Kina, på Mellemøsten, på Danmarks forhold til USA og meget andet. Hvad stiller en småstat som Danmark overhovedet op i den nye verdenssituation?

Samtalen er optaget foran et live-publikum i Nørrebro Teater, hvor 600 mennesker en kold novemberaften søgte halvanden times åndelig tilflugt fra den tilstand af diskret, men desperat panik, som hersker derude.

Bogen, som der bliver talt om undervejs, Rune Lykkebergs Farvel til den frie verden, kan købes på butik.information.dk med rabat, hvis du er abonnent. Er du ikke, kan du måske overveje at blive det.

I vores miniserie ’Langsomme fredssamtaler’ taler Rune Lykkeberg i denne uge med amerikaneren John Paul Lederach. Han er en sand legende inden for sit felt og ofte bliver kaldt ’fredsforskningens pave’, ikke alene på grund af sit pavelige fornavn, John Paul, men også på grund af sin enorme indflydelse på forståelsen af, hvordan man går fra konflikt til fred og skaber nye koalitionspartnere ud af gamle fjender.

John Paul Lederach er født i 1955 og har en baggrund i et religiøst kristent lokalsamfund i USA. Han har arbejdet med fredsforskning i årtier og har udviklet nogle grundlæggende principper for, hvordan man kan skabe fred.

1. Det første, han siger, er, at kompleksiteten er en gave. Det betyder nemlig, at der er mange veje til fred. Hvis man tror, at man for at løse en konflikt, skal reducere den til nogle helt grundlæggende krav og interesser, så kommer man altså til at save den gren over, som fredens fugl skal lande på.
2. Det andet, John Paul Lederach siger, er, at fred tager lang tid. Han vil ikke engagere sig i fredsprocesser, hvor folk ikke er villige til at investere mindst et årti.
3. Det tredje, han siger, er, at konflikter ikke er noget negativt. Det at lave fred handler ikke om at ophæve eller fjerne konflikterne. Det handler om at transformere konflikterne.
4. Og så forsikrer han os for det fjerde om, at det usandsynlige altid kan finde sted. Sagt med andre ord: Bare fordi det er usandsynligt, betyder det ikke, at det er umuligt.

I denne samtale med Rune Lykkeberg kommer John Paul Lederach rundt om det hele – og hvis du hænger på helt til slut, kan du også få at vide, hvorfor det ikke er størrelsen på vores våben, men kvaliteten af vores relationer, der i sidste ende sætter rammerne for vores sikkerhed.

Eribon voksede op i en arbejderklassefamilie i Reims, hvor hans forældre var kommunister. Selv var han homoseksuel og levede et hemmeligt liv omkring byens teater. Der var med andre ord to skabe for ham at komme ud af, og det var arbejderklasseskabet, der voldte flest problemer. Eribon forlod Reims og realiserede sig selv gennem en brutal dannelsesproces i Paris, hvor han ikke bare ændrede sin måde at tale på, men også sin personlige stil og smag. Det skriver han om i erindringsbogen Tilbage til Reims, der netop er udkommet på dansk.

Bogen er en personlig beretning om hans opvækst og forvandling fra arbejderklasse i Reims til intellektuel i Paris. Men den er også en politisk historie, der beskriver arbejderklassevælgernes transformation fra kommunister til tilhængere af det yderste højre. Og så er den en sociologisk historie, der handler om, hvordan man kan have en teori om arbejderklassen og rejse til Paris og dyrke proletariatet som den store helt i den sociale virkelighed og alligevel foragte sin egen arbejderklasseoprindelse.

Alt det taler Rune Lykkeberg med Didier Eribon om i denne udgave af Langsomme samtaler, der er optaget foran et stort og entusiastisk publikum på Bogform i Bella Centeret i København. 

Siden har han været en uophørlig kraft i klimakampen. Han stiftede organisationen 350.org, som mobiliserede millioner verden over, og senere Third Act, et netværk af ældre amerikanere, der bruger deres økonomiske magt og erfaring til at presse den finansielle sektor væk fra fossile investeringer og mod vedvarende energi.

Bill McKibben har altid været kendt for sin mørke realisme – for at skrive om, hvor alvorlig krisen er. Men i sin nye bog Here Comes the Sun vender han blikket mod håbet. Han viser, at solenergi nu er blevet så billig, at vi faktisk står med løsningen på energiproblemet – hvis vi tør handle hurtigt og acceptere kompromiser undervejs. Klimapolitik, siger han, er også socialpolitik, og det er for sent at vente på det perfekte.

I en tid, hvor verdens ledere vakler, og hvor pessimismen truer, insisterer Bill McKibben på, at der stadig er en vej frem – gennem fællesskab, tempo og tro på forandring. Han er en af de stemmer, der har været længst i kampen for klimaet, og som stadig kan lære os, hvordan man bevarer håbet, mens man kæmper.

...

Bill McKibbens Substack: https://billmckibben.substack.com/

Varsha Gandikota-Nellutla er født i 1994 i Indien og er vokset op i en periode, hvor venstrefløjen brød fuldstændig sammen. Hun har set, hvordan venstrefløjens forslag til løsninger blev forkastet, selv om dens problemformuleringer blev bekræftet.

Hun er samtidig en aktivist, som tror på at mobilisere og sprede idéer, analyser og argumenter for at skabe forandring. Hun har tillid til, at de gamle institutioner kan bruges til at skabe positiv forandring, men hun har ikke tillid til, at de altid fungerer optimalt. I en tid, hvor den gamle verdensorden smuldrer, begræder mange naturligt alt det, der forsvinder og går i stykker, men man kan også vælge at se på de institutioner, tiltag og grupper, som bliver faktisk skabt. Her er Varsha Gandikota-Nellutla en enestående stemme, som det er værd at lytte til.

I vores miniserie af ’Langsomme fredssamtaler’ taler Rune Lykkeberg i denne uge med amerikaneren David Cortright. Han har skrevet en af de bedste bøger om fredsbevægelsernes historie, Peace: A History of Movement and Ideas fra 2008. Men også hans personlige historie er vævet ind i fredsbevægelsen. 

David Cortright blev færdig fra universitetet i 1968, samme år, som han blev indkaldt til militærtjeneste, og Vietnamkrigen var på sit højeste. Han tilhører en generation af soldater, som også blev fredsaktivister – og faktisk blev David Cortright ligefrem et ikon for fredsbevægelsen, da han poserede på en berømt anti-Vietnam-plakat af stjernefotografen Richard Avedon i uniform med en fredsdue i hånden.

David Cortright har været aktiv i fredsbevægelsen i over et halvt århundrede og har vejledt regeringer, deltaget i fredsprocesser og lavet forsoningskommissioner. Han har oplevet fredsbevægelsernes storhedstid i 70’erne og 80’erne, men også deres nedgangsperiode.

I løbet af samtalen diskuterer Rune Lykkeberg og David Cortright, hvordan man kan skabe momentum for fred i dag, og hvad man kan lære af fredsbevægelsernes fiaskoer. Og så taler de også om, hvordan man kan håndtere en krig som den i Ukraine: Hvad gør man som fredsforsker og fredsaktivist over for en krigsfører som Putin, der ikke vil freden og bruger krigen som sin metode? 

Timothy Snyder (f.1969) er en af de historikere og forfattere, der advarede om det fra begyndelsen. Han udgav i 2017 en enorm bestseller med titlen Om tyranni – 20 ting, vi kan lære af det 20. århundrede. Og hvad der måske dengang kunne opfattes en smule alarmistisk, har siden for det meste vist sig at være rigtigt.

Timothy Snyders totalitarismeanalyse rummer alt fra de store politiske træk i samfundet, til fordelingen af økonomisk og politisk magt, til kontrol med institutionerne og helt ned til vores eget hverdagsliv. Han insisterer på, at det at hilse på folk, man ikke har mødt, at tale med fremmede, at knytte bånd, at kigge folk i øjnene, og at række hånden ud til mennesker, man ikke kender, alt sammen faktisk er en del af kampen for et frit samfund. At man skal forestille sig, at man i sit hverdagslige liv faktisk gør en politisk indsats, når man anstrenger sig for at lytte til, hvad andre mennesker har at sige.

I denne uges langsomme samtale når Rune Lykkeberg og Timothy Snyder rundt om det hele – både om Trump, om magten, om pengene og om de store virksomheder, men også om de små broer, vi selv kan skabe imellem hinanden som et demokratisk forgrenet forsvarsværk for vores fælles politiske frihed.

Christiana Figueres er født i 1956 i San Jose på Costa Rica. Hendes far var præsident i tre perioder og regnes for det moderne Costa Ricas far. Hendes mor havde danske forældre, og Danmark har i det hele taget betydet meget for hende. Begge dele, både forholdet til hendes far og til hendes danske aner, kommer hun ind på i den følgende samtale.

I dag har hun podcasten Outrage + Optimism sammen med Paul Dickinson og Tom Rivett-Carnac, som hun også har skrevet bogen The Future We Choose (2020) sammen med. Det er den bog, som er anledningen til, at Christiana Figueres er kommet til København. Hun er blevet inviteret af Det Kongelige Bibliotek, og interviewet finder sted fra scenen i Den Sorte Diamant foran et live-publikum.

I løbet af samtalen tager Rune Lykkeberg og Christiana Figueres den store tur fra hendes opvækst over hendes forbindelse til Danmark til COP-skuffelsen i København, der stadig kalder tårerne frem, og hele vejen frem til det meget svære sted, som klimakampen står netop nu. Hvilke forventninger kan vi tillade os at have til COP30 i Belém i Brasilien? Også dét, kan du blive klogere på i denne uges episode med Christiana Figueres.

Det er spørgsmålene, som Rune Lykkeberg forsøger at få svar på i denne uges udgave af Langsomme samtaler med den israelske politiske konsulent, forfatter og forsker Dahlia Scheindlin.

Dahlia Scheindlin ved en hel del om, hvad israelerne tænker. Hun har i 25 år forsket i, studeret og lavet undersøgelser af den israelske befolknings holdninger. Hun er både en akademisk autoritet, men også et politisk engageret menneske, der har deltaget i adskillige kampagner for partier på den israelske venstrefløj. Og så har hun skrevet en fantastisk bog, The Crooked Timber of Democracy in Israel (2023), der både er en historisk og kritisk gennemgang af, hvordan det israelske demokrati blev skabt, og en forklaring på, hvorfor israelerne ikke har en egentlig forfatning – samt en undersøgelse af, hvordan det palæstinensiske spørgsmål hele tiden har præget det israelske demokrati.

Dahlia Scheindlin er født i Canada i 1972, vokset op i New York og har boet i Israel siden 1997, om end hun aktuelt sidder i Philadelphia, hvor hun har fået et forskningsstipendiat på University of Pennsylvania. Det kan være en god baggrundsinformation at have med her til samtalen, at hun altså både er israeler og kan se Israel ud fra – men samtidig har en forståelse af amerikanerne og USA’s position.

De næste måneder forsøger vi her på Langsomme samtaler-redaktionen at undervise os selv og dermed jer lyttere i, hvordan vi bedst skaber mulighedsbetingelser for fred. Konkret vil vi her i efteråret – ikke hver gang, men hver anden gang, eller måske hver tredje gang – bringe samtaler med forskere, som kan hjælpe os med at tænke over krig og fred. Vi skal tale om krigens historie, fredens historie, krigens institutioner, fredens institutioner og finde nye perspektiver på fred og konflikthåndtering. Alt sammen for at se, om vi i fællesskab kan blive kloge nok til på én gang at være både kritiske og opbyggelige i den nye situation, vi står i.

Den første gæst, som Rune Lykkeberg taler med, er den svenske forsker Peter Wallenstein. Han var den første Dag Hammarskjold-professor i fred- og konfliktforskning ved Uppsala Universitetet, og han har de sidste 60 år været en førende international stemme inden for fredsforskning samt en førende stemme inden for forskning i økonomiske sanktioner. Desuden har han skrevet bogen Understanding Conflict Resolution, som er blevet en moderne klassiker og en lærebog inden for fredsforskningen.

Peter Wallenstein er født i 1945 i Stockholm, var studerende i 60’erne, besluttede sig for at blive fredsforsker og skrev en vigtig afhandling i 1968 om sanktioner, og så har han været med til at forme hele fredsforskningen på Uppsala Universitet, hvor han også har været leder af universitetets Center for Freds- og Konfliktforskning. Så vi starter altså denne nye fredserie i Langsomme samtaler med en erfaren mand, som kender hele historien og er villig til at dele sin viden og sine erfaringer med os.

Rana Foroohar er med andre ord en forfatter, som har set direkte ind i dæmonerne i de amerikanske økonomiske strukturer og politiske institutioner og tilmed evner at formidle sine indsigter fra et progressivt perspektiv.

I denne samtale med Rune Lykkeberg analyserer Rana Foroohar de første 9 måneder med Donald Trump som præsident og diskuterer hans politik og amerikansk økonomi.

Rana Foroohar gæstede også Langsomme samtaler kort efter Donald Trumps valgsejr, hvor hun forudså, at venstrefløjen ville se radikale politikere og nye karismatiske skikkelser. En af dem er den amerikanske socialist og kandidat til borgmestervalget i New York for Demokraterne Zohran Mamdani, som Rana Foroohar også forholder sig til i løbet af samtalen. Både det håb, han repræsenterer, især for yngre vælgere – men også risikoen ved hans kandidatur.

Malabou er inspireret af især Jacques Derrida, dekonstruktionens mester, men også af Hegel og Heidegger, som hun begge har skrevet bøger om. Hun har desuden skrevet en bog om plasticitet, som er hendes grundbegreb, samt en bog om klitoris som et non-binært objekt.

Rune Lykkeberg taler i ugens afsnit med Malabou om hendes seneste bog Stop Thief! Anarchism and Philosophy (2024), der handler om, hvordan venstrefløjen og højrefløjen har skiftet roller i forhold til anarkisme. I dag er det højrefløjen, der angriber regeringsmagten og institutionerne, mens venstrefløjen forsvarer staten og det bestående. En reaktionær tilbøjelighed, der ifølge Malabou også genfindes inden for filosofien, der måske nok ønsker at frisætte og inspirere, men som samtidig frygter det rene anarki, fordi filosofferne ønsker en verden, der kan ordnes med tanker.

I løbet af samtalen kommer Lykkeberg og Malabou også ind på hendes opgør med venstrefløjens teknologifobi, ikke mindst i relation til kunstig intelligens. Ifølge hegelianeren Malabou har mennesket altid været et instrument for at bringe ’verdensånden’ til live. Når vi tænker og taler, er vi altid en del af noget større end os selv. Men hvor verdensånden hidtil kun har kunnet komme til verden gennem menneskene, er verdensånden med ChatGPT nu kommet i dialog med sig selv. For første gang i historien har menneskene ikke længere monopol på kreativ intelligens, men kan indgå sammen med maskiner og algoritmer i en fælles tænkning. Catherine Malabou siger endda, at hun selv er begyndt at bruge kunstig intelligens i sin egen filosofi. 

Det iranske regime slog ekstremt hårdt tilbage mod de uroligheder og protester, som fulgte efter mordet i 2022 på den unge kurdisk-iranske pige Jina Mahsa Amini, som døde i politiets varetægt.

Siden er det iranske regimes udenrigspolitik i Mellemøsten blevet afmonteret. Hamas er blevet reduceret af Israels voldsomme krig i Gaza, Hezbollah i Libanon er blevet smadret af israelerne, og iranerne har mistet deres allierede i Bashar al-Assad, der var præsident for Syrien.

Her på Langsomme samtaler-redaktionen har vi længe gerne villet tale med en, som kunne fortælle hele den dramatiske historie forfra – og der findes ingen bedre til netop dét end Nilo Tabrizy.

Nilo Tabrizy er født i Iran i 1989, men rejste til Canada med sin familie og senere til USA, hvor hun studerede og blev journalist. Hun var ansat på New York Times under kvindeoprøret og havde gode kilder inde i Iran, hvilket gjorde hende i stand til at formidle billeder og videoer fra revolutionen.

Nu har Nilo Tabrizy skrevet en bog om kvindeoprøret i Iran sammen med journalist og medforfatter Fatemeh Jamalpour. Bogen udkommer i slutningen af september under titlen For the Sun After Long Nights og er en fortælling om kvindeoprøret og dets forhistorie, efterspillet samt arven efter oprøret. Det er samtidig en fortælling set fra to forskellige steder af to forskellige iranske kvinder – den ene inde fra Iran, den anden uden for Iran. 

I ugens Langsomme samtaler fortæller Nilo Tabrizy hele historien forfra og forsøger samtidig at besvare spørgsmålet: Hvad er der så kommet ud af oprøret? 

Fiona Hill er født i 1965 i County Durham i det nordøstlige England. Hun er datter af en kulminearbejder og er vokset op i hele det industrielle forfald, som er udgangspunktet for Trumps succes. Den politiske bevægelse, Donald Trump er vokset ud af, er Fiona Hill vokset op med.

Samtalen her tager udgangspunkt i to af hendes mest berømte bøger: Hendes erindringsbog There's Nothing For You Here samt hendes Putin-biografi, Mr. Putin. I løbet af samtalen kommer Rune Lykkeberg og Fiona Hill blandt andet ind på hendes erfaringer i Det Hvide Hus, hendes syn på Trump og Putin og hendes bud på, hvordan man skal forstå dem begge – samt hendes perspektiver på krigen i Ukraine og vejen til fred.

I fire år har vi ventet på at kunne præsentere denne samtale med en af verdens absolutte intellektuelle superstjerner. Nu er det endelig lykkes. God fornøjelse.

Det har Pankaj Mishra, som er en indisk forfatter og intellektuel – født i Uttar Pradesh i 1969 – skrevet en af de mest læste bøger om overhovedet. Bogen hedder The World After Gaza, og det er en vigtig pointe, at bogen er skrevet af en inder og ikke af en amerikaner eller en englænder eller en dansker. Den er skrevet af en, som er opvokset i et land, der oplevede kolonialismen. En, der er vant til at se og høre Vesten udefra og ved af erfaring, at frihed for nogle ofte betyder magt for andre. Men samtidig har Pankaj Mishra studeret i Storbritannien og været en del af den britiske og amerikanske offentlighed i mange år, han kender altså Vesten indefra, og The World After Gaza bærer præg af dét originale dobbeltblik. 

Bogen rummer en kulturkritik, som mange har fejret, og mange har slået sig på – for bogen er også af årets kontroversielle udgivelser.

I The World After Gaza genfortæller Pankaj Mishra historien om dannelsen af staten Israel, han fortæller, hvordan det var at vokse op i det afkoloniserede Indien, og han fortæller, hvordan Indien skiftede position i forhold til Israel. I hans barndom var Indien stærkt pro-palæstinensisk. Anført af Jawaharlal Nehru – det moderne, uafhængige Indiens første premierminister – var Indien en progressiv stat med socialistiske ambitioner og en drøm om at stå på de undertrykte folks side – og derfor holdt Indien også med palæstinenserne mod israelerne. Helt frem til 90'erne var det faktisk forbudt for indere at tage til Israel.

Sådan er det ikke i dag, hvor Narendra Modi har placeret Indien som en nær allieret af Israel og selv er tæt på Benjamin Netanyahu. 

Pankaj Misha og Rune Lykkeberg tager i denne langsomme samtale hele turen fra i dag og ned gennem historien, tilbage til Pankaj Mishras egen optagethed af Israel som ung og fortællingen om, hvorfor han havde den israelske forsvarsminister hængende på sit drengeværelse, da han voksede op.

Samtalen med Pankaj Mishra er den sidste i denne sæson af Langsomme samtaler. Programmet vender tilbage til august.

Rune Lykkeberg fungerer i mellemtiden sommervikar på Radio Information, hvor han i en serie på i alt fire sommersamtaler taler med blandt andre to af redaktørerne bag en ny bog om, hvad det vil sige at være palæstinenser i Danmark i dag – og så bliver der selvfølgelig også tid til den årlige tur op i Bo Lidegaards sommerhus til en snak om alle de store dagsordener lige nu. Følg med i Radio Informations kanal fra 11. juli og frem.

Da Empoli er forsker ved universitetet i Paris, underviser i politisk strategi og politisk kommunikation, han har sin egen pro-europæiske tænketank, er tidligere rådgiver for den centristiske italienske premierminister Matteo Renzi, og så er han forfatter til den overraskende bestsellerroman Troldmanden fra Kreml (2023), som handler om Vladimir Putin i Rusland.

Med andre ord har Giuliano Da Empoli en unik tilgang til politik: Han har skrevet fiktion om den politiske magt, forsket i den politiske magt og opereret som rådgiver midt i den politiske magt.

Nu har Giuliano Da Empoli så udgivet en ny bog. Den hedder Rovdyrenes tid (2025) og er ét langt essay, skrevet som en række af små glimt. De handler bl.a. om, hvordan en ny klasse af herskere er kommet over os i form af tech-ledere som Elon Musk, Jeff Bezos og Mark Zuckerberg og om konfrontationen mellem de gamle politiske ledere og de nye conquistadors, som han kalder techoligarkiet.

Ifølge Da Empoli står vi midt i et kæmpe politisk opbrud, hvor ideer, personer og politiske kræfter, der før befandt sig i periferien, er flyttet ind i magtens centrum – og omvæltningerne viser sig både socialt, politisk, økonomisk, teknologisk og æstetisk. Dét og meget mere – herunder hvad man kan lære om moderne politik ved at se tv-serier som The West Wing, House of Cards og Veep – taler Rune Lykkeberg med Giuliano Da Empoli om i denne udgave af Langsomme samtaler, som er optaget i podcaststudiet på Information i forbindelse med Giuliano Da Empolis besøg i København.

For det første var Noah Feldman et af de store vidner i den første rigsretssag mod Trump. Han forsker og er ekspert i konstitutionel ret og vidnede for, at sagen skulle føres og Trump drages til regnskab. Men det endte i stedet med, at højesteret fældede en dom, som gjorde det klart, at præsidenter har udstrakt grad af straffrihed. Var retssagen dermed i virkeligheden med til at gøre Trump stærkere? Det taler Lykkeberg og Feldman blandt andet om.

For det andet er Noah Feldman jøde og står bag bogen To Be a Jew Today, som handler om, hvad det vil sige at være jøde i dag – både eksistentielt, politisk, kulturelt og socialt. En af hans centrale teser er, at alle jøder må have en relation til Israel, og at den israelske stat er en del af jøders eksistens og måde at forstå og definere sig selv på. Men hvor er staten Israel på vej hen nu, og hvad skal resten af verden stille op med Israel set i lyset af de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som i øjeblikket finder sted i Gaza?

Og endelig for det tredje og sidste er Noah Feldman professor på Harvard University, som de seneste måneder har været under stort politisk pres fra Trump-regeringen. Universitetet er bl.a. blevet pålagt at slå hårdt ned på anklager om antisemitisme og har fået forskellige pålæg og straffe. Men bliver antisemitisme også brugt som et våben?

Alt dét og meget mere kan du lytte til i denne Langsomme samtale mellem Rune Lykkeberg og manden, der står midt i verdenshistorien: Noah Feldman.

Naomi Klein (f. 1970) blev berømt med bogen No Logo, der kom i 1999 og rummede en uafviselig globaliseringskritik på et tidspunkt, hvor alle omfavnede globaliseringen. Siden udgav hun i 2007 Chokdoktrinen – en journalistisk undersøgelse af, hvordan en bestemt form for neoliberal økonomi blev gennemtvunget i det globale syd af det globale nord og dets finansinstitutioner. Naomi Klein udgav herefter sin store klimabog Intet bliver som før –kapitalisme vs. klima fra 2014, og for nylig udkom så bogen Dobbeltgænger, der adskiller sig fra hendes andre udgivelser. Hvor Naomi Kleins tidlige bøger var aktivistiske, afdækkede magt, appellerede til græsrødder og mobiliserede til nye bevægelser, så er Dobbeltgænger en ganske anden type bog. Her tillader Naomi Klein sig nemlig at tøve og tvivle og spørge sig selv: Hvad er det egentligt, højrefløjen kan?

Med udgangspunkt i sit eget ungdomsforbillede, navnesøsteren Naomi Wolf, der til en begyndelse var venstreorienteret, men siden skiftede side, undersøger Naomi Klein sine egne fordomme og spørger, hvordan kan det være, at venstrefløjen, der havde to årtiers mobiliserende aktivisme – fra antiglobaliseringsprotesterne i slutningen af 1990'erne til klimabevægelsen i slutningen af 2010'erne – i dag nærmest er væk?

Dét er udgangspunktet for denne uges Langsomme samtaler med Rune Lykkeberg, hvor verdensstjernen Naomi Klein gør status over 20 års aktivisme.

Marshall Ganz blev siden engageret i Bobby Kennedys præsidentkampagne, som endte brat, da han i 1968 undergik samme skæbne som sin bror, John F. Kennedy, og blev skudt og dræbt. Marshall Ganz fandt herefter sammen med den legendariske mexikanske fagforeningsleder, Cesar Chavez, og blev de næste 16 år en del af hans bevægelse, United Farm Workers. Her lærte han teknikker og praksisser til, hvordan man forvandler folkeligt engagement til magtfulde bevægelser og går fra mobilisering til institutionalisering.

Siden var Marshall Ganz stærkt involveret i Barack Obamas præsidentkampagne (2007-2008) og opbyggede hele den græsrodsbevægelse, som var med til at bære USA’s første afroamerikanske præsident frem til Det Hvide Hus.

I mere end seks årtier har Marshall Ganz altså organiseret politiske bevægelser, og han er netop nu aktuel med en ny bog med titlen: People, Power, Change – Organizing for Democratic Renewal (2024).

I denne uges udgave af Langsomme samtaler fortæller Marshall Ganz om, hvor han mener, at bevægelserne står i dag, hvad det kræver at opbygge en holdbar, folkelig modmagt og – måske mere overraskende – hvad venstrefløjen kan lære af Donald Trump.

Afsnittet er en særudgave optaget live på Nørrebro Teater, hvor Marshall Ganz var inviteret af Mellemfolkeligt Samvirke. 

Donald Trump er en del af en større historie, og hvis vi ønsker at forstå den, har vi brug for at se hans økonomiske politik i et større perspektiv. 

Dét perspektiv kan den britiske økonomihistoriker og professor ved Princeton University Harold James levere. Han er udover at være prisvindende historiker også forfatter til en række bøger, herunder en af de bedste skrevet om økonomiske kriser: Seven Crashes – The Economic Crisis That Shaped Globalization.  

I ugens udgave af Langsomme samtaler forsøger Harold James at sætte den intellektuelle revolution, som Trump & Co. står for, ind i en større historie, så den begynder at give mening. Ikke fordi man nødvendigvis behøver at bifalde hans politik, men så man i det mindste kan se, at der ligger et rationale bag. Og så man får en bedre forståelse af, hvad idéer betyder, og hvad politikere kan udrette.

Vi har været igennem det før – sidste gang under Den Kolde Krig. Dengang blev oprustningen af samfundet ledsaget af fredsforskning, forskning i konfliktløsning samt adskillige kulturelle afspændingsinitiativer. Det vil sige med en bevidsthed om, at der skal være balance mellem sværdet og ordet, mellem samarbejdet og krigen, mellem oprustningen og udviklingen, det autoritære og det anti-autoritære.

Men det ser ud til, at den igangværende oprustning finder sted uden nogen fredsforskningsinitiativer og uden nogen interesse for at opbygge en infrastruktur, hvor fjender kan blive til modstandere, der kan lave aftaler sammen. Spørgsmålet er, om vi kan lære noget af den gamle fredsbevægelse ved at se nærmere på, hvad den var, hvad den fik udrettet, og hvilken rolle den har spillet i historien. 

Det er ambitionen bag denne uges Langsomme samtale, hvor Rune Lykkeberg taler med den næsten 80-årige britiske forsker Mary Kaldor. Hun blev født i 1946, voksede op under Den Kolde Krig, deltog i fredsdemonstrationer i 1960’erne og blev i 1980’erne en slags freds- og nedrustningsaktivist.

En årrække arbejdede hun på det store svenske fredsforskningscenter i Stockholm, SIPRI, og blev her en stor autoritet med sin forskning i nye og gamle krige, sin begrebsudvikling og hele sin konceptualisering af, hvad menneskelig sikkerhed betyder. Hun er også forfatter til en række banebrydende bøger, herunder Human Security: Reflections on Globalization and Intervention fra 2007,  som handler om at tænke fred og sikkerhed bredere end bare et ophør af krig. Samt New and Old Wars: Organized Violence in a Global Era fra 1999, der gjorde Kaldor til et internationalt hovednavn på grund af sin begrebsliggørelse af såkaldt ’nye’ og ’gamle’ krige.

I dagens afsnit gennemløber Rune Lykkeberg og Mary Kaldor hele fredsforskningens historie frem til i dag. De taler om Israel og om Ukraine og om hele den fredsarkitektur, der blev rejst og siden revet ned, og som nu – sideløbende med de stigende militærudgifter – må bygges op igen.

Selv blev Larry David forsker i en tid, hvor demokratiet stadig bredte sig. Fra midten af 1970’erne og frem til år 2000 overgik mange af verdens lande fra autokratier til demokratier. Men så slog recessionen – eller tilbagegangen – ind. Og hvor Larry Diamond før studerede, hvordan vi i Vesten kunne understøtte gryende demokratier i verden – ud fra den antagelse, at demokratierne i Vesten var konsoliderede – er billedet nu vendt om, så den største aktuelle demokratiske krise i de her måneder netop udspiller sig i USA.

I denne uges Langsomme samtale med Rune Lykkeberg kan du høre, hvad Larry Diamond har at sige om det amerikanske demokratis aktuelle tilstand. Vil Trump-regeringen påføre varige skader på det amerikanske demokrati? Og hvad kan der gøres for at forhindre det? 

Ivan Krastev er født i 1965 i Bulgarien og uddannet politisk forsker. Han er formand for Center for Liberale Strategiske Studier i Sofia, bestyrelsesmedlem af European Council for Foreign Relations, og så skriver han for et bredt udvalg af internationale aviser og magasiner. Det er med andre ord en af vor tids klogeste, sjoveste og mest originale analytikere, som i denne uge gæster podcasten til en knaldhård geopolitisk-økonomisk udlægning af verdens realiteter.

Ifølge Ivan Krastev er det hovedsageligt i Europa, at det entydigt negative billede af Trump dominerer den brede forståelse. I mange andre dele af verden, hvor den liberale verdensorden mest af alt har føltes som en verdensuorden, ser man anderledes positivt og håbefuldt på den amerikanske præsident. 

I denne udgave af Langsomme samtaler med Rune Lykkeberg folder Ivan Krastev sin argumentation helt ud og supplerer de store linjer med en håndfuld gode anekdoter.

Og har du ikke fået nok efter dét, kan du tilmed købe Ivan Krastevs bog, Efter Europa, på butik.information.dk – eller ved at følge linket her.

Det er nogle af de spørgsmål, den britiske økonom og forfatter Tim Jackson tager op i sin nye bog The Care Economy, der netop er udkommet på engelsk. For nylig gæstede han Borups Højskole, og denne uges udgave af Langsomme samtaler er derfor en live-version optaget i højskolens fyldte foredragssal.

Tim Jackson er professor ved University of Sussex og direktør for Centre for the Understanding of Sustainable Prosperity, CUSP. Og så er han en nøgleperson i det internationale forskermiljø, der søger veje til en økonomi, der ikke undergraver sit eget naturgrundlag. I 2009 stod han bag Prosperity without Growth, et meget berømmet bestillingsarbejde til den daværende britiske Labour-regering med Gordon Brown i spidsen. Siden har Jackson udgivet adskillige bøger med mere eller mindre samme tema, herunder Post Growth fra 2021, der bærer den lovende undertitel: Life After Capitalism.

Tim Jackson nye bog The Care Economy fra 2025 blev til ved lidt af et uheld. Da han brækkede sin tå, blev han nemlig ad omveje opmærksom på de økonomiske principper, der styrer vores samfund. De er ikke bygget på omsorg, bemærkede han, men funderet i jagten på vækst og en grundlæggende ubalance.  

Ifølge Jackson har vi til eksempel skabt en sundhedsindustri, der gavner medicinalindustrien mere end os selv, og som fokuserer på symptomerne frem for årsagerne, der ofte er langt mere komplekse end et nyt diabetesprodukt kan håndtere, fordi de handler om måden, vi har indrettet vores samfund på – måden, vi spiser på, lever på og den stress, vi udsættes for. 

I løbet af samtalen foretager Rune Lykkeberg og Tim Jackson et dybt dyk ned i årsagerne til, at vi har fået skabt en mere eller mindre hensynsløs økonomi, der systematisk ødelægger grundlaget for den omsorg, vi alle trænger til. Det handler om, hvordan vi forstår sygdom, og hvordan vi forstår vores kroppe. Og det handler om vores tilgang til helbredelse, vores omgang med medicin, og om hvad der skal til for at skabe en økonomi, der kerer sig om andet om mere end vækst: En omsorgsøkonomi.

---

Peter Beinart er en af de store jødiske stemmer i den amerikanske offentlighed, og han har været stærkt engageret i debatten om israelernes besættelse af Vestbredden, angrebet d. 7. oktober 2023, og den efterfølgende krig i Gaza.

Hans nye bog hedder Being Jewish After the Destruction of Gaza (2025), og alene titlen har vakt vrede og forargelse blandt mange amerikanske jøder, fordi fokus ikke er på Hamas’ terrorangreb, men på Israels gengældelseskrig. I bogen tager Peter Beinart et personligt udgangspunkt. Han beskriver blandt andet, hvordan han, når han kommer i synagogen, ikke længere ved, hvem der vil kigge væk, og hvem der vil række hånden frem. Han er selv en troende, praktiserende jøde, som følger jødiske ritualer og kan sin Tora, men i sine politiske synspunkter støder han mange amerikanske trosfæller fra sig, fordi de mener, at hans forsvar for den palæstinensiske sag og hans modstand mod krigen placerer ham på den forkerte side i konflikten.

Beinart afdækker i sin bog de forsvarsmekanismer, som han mener eksisterer blandt amerikanske jøder, der fortsat støtter Israels krig i Gaza. Han giver et indblik i de historier, som gør det muligt for dem at ignorere palæstinensernes lidelser. Og de fortællinger, som tillader dem at fastholde støtten til en krig, der underminerer alt det, liberale og progressive mennesker står for.

I løbet af samtalen med Rune Lykkeberg kommer Peter Beinart ind på betydningen af den jødiske offerfortælling, Israels oprindelsesmyte og den stærke jødiske lobby, som fortsat spiller en afgørende rolle i amerikansk politik. Men han tillader sig også at tænde et lille lys i mørket. For selv om der lige nu ikke er grund til at være optimistisk på det palæstinensiske folks vegne, så spirer der alligevel et lille håb i de ungdommelige folkelige bevægelser, som – muligvis, med tiden – kan ændre samtalen i amerikansk politik og bringe forandring til Palæstina og Israel.

Det er en forestilling, som har medført adskillige fiaskoer over årene – men også store succeser. Som da Den Europæiske Centralbank i 2016 lavede det, der hedder en ’grøn taksonomi’, der støtter investeringer i grønne virksomheder og straffer investeringer i sorte virksomheder. 

Interesserer man sig for klimaforandringer og grøn omstilling, må man forstå, hvordan denne økonomiske trekant fungerer, og hvordan man kan forholde sig kritisk til den – og det er her, Daniela Gabor kommer ind i billedet. 

Hun er født og opvokset under Ceauşescus knaldhårde kommunisme i Rumænien og har oplevet både kommunismens sidste dage og derefter chokterapiens nyliberalistiske eksperiment. Siden flyttede hun til London og begyndte at interessere sig for kritisk makroøkonomisk teori, og i dag er hun ansat som professor ved SOAS, University of London.

Daniela Gabor har skrevet flere fantastiske forskningsartikler om makroøkonomi, herunder ’The Wall Street Consensus’ og ’Green macrofinancial regimes’, men i ugens Langsomme samtale med Rune Lykkeberg afstår hun fra de tekniske skoleridt og leverer i stedet en pædagogisk højdramatisk indføring i mekanismerne bag den økonomiske trekant, der er kendetegnet ved meget stor magt og meget lille offentlighed. Hvilke fejl(an)tagelser gemmer den på? Og hvorfor bør man tænke langt mere kreativt? Det bliver vi klogere på i løbet af samtalen med Daniela Gabor.

God fornøjelse.

Det har ugens gæst i Langsomme samtaler gjort sig en hel del tanker om.

Nisreen Haj Ahmad er født i de besatte palæstinensiske områder i Israel i 1974, men flygtede tidligt til Jordan, fordi hendes far var politisk aktivist. Hun uddannede sig til jurist, blev rådgiver for PLO, deltog i fredsforhandlingerne i slutningen af 1990’erne og arbejdede senere på det hold, som lavede anklageskriftet mod Israels sikkerhedsmur til Den Internationale Domstol i Haag. Siden var hun med til at grundlægge Ahel i Jordan, som uddanner folk i hele Mellemøsten til politisk deltagelse og hjælper med at opbygge organisationer.

Nisreen Haj Ahmad har altid været tilhænger af en tostatsløsning. Men de seneste måneder har hun gjort op med det, hun tidligere troede på. En tostatsløsning vil, mener hun, muligvis blive anerkendt af ledere verden over, men den vil ikke være levedygtig, og den vil være moralsk forkert. 

I denne uges udgave af Langsomme samtaler med Rune Lykkeberg kan du høre hende argumentere for, hvorfor vi i stedet – selv om det kan være svært midt i en ødelæggende krig – må forsøge at forestille os en fremtidig enstatsløsning. Med én samlet sekulær, demokratisk, tosproget stat, hvor muslimer, kristne og jøder alle nyder samme rettigheder. 

Nisreen Haj Ahmad kommer til Danmark i forbindelse med Mellemfolkelig Samvirkes People Power Conference, som finder sted fra den 8. til 10. april i København.

Det er dér, Rune Lykkeberg starter ugens langsomme samtale med den unge, socialistiske stjerneøkonom Grace Blakeley, der onsdag gæstede Dagmar-biografen i København i forbindelse med CPH:DOX. Grace Blakeley (f. 1993) er aktivist og politisk kommentator, uddannet fra Oxford University og én af de skarpeste intellektuelle i en ny generation af økonomiske tænkere. 

I sin seneste bog, Vulture Capitalism, der er udkommet på dansk fra Informations Forlag under titlen Rovdyrkapitalisme, vender Blakeley op og ned på alt det, vi troede, vi vidste om kapitalisme. For eksempel at Vestens velstand beror på frie markeder. For som Grace Blakeley viser, er nogle af verdens største virksomheder – som Boeing, Amazon og hele den amerikanske bilindustri – godt og grundigt viklet ind i statsapparaternes økonomi. 

I løbet af Lykkeberg og Blakeleys knap timelange samtale kommer de rundt om en række af tidens store udfordringer, som alle har det til fælles, at de kalder på et svar fra venstrefløjen: 

Hvordan kan man f.eks. lave en klimapolitik, der appellerer til andre end de højtuddannede og de privilegerede i storbyerne? Og hvordan skal den europæiske venstrefløj forholde sig til en ny sikkerhedspolitisk situation, hvor vi enten har valget mellem at leve på USA’s vilkårlige nåde eller acceptere en oprustning, som vil føre til en øget militarisering af både staten og samfundet? 

Grace Blakeleys bog Rovdyrkapitalisme kan købes på butik.information.dk. Er du abonnent på Dagbladet Information, får du tilmed 15 procents rabat.

Men når man på dén måde er fanget mellem to tanker, hvor man på den ene side ikke rigtig er imod vækst, men på den anden side heller ikke rigtig er tilhænger af den – hvad gør man så? Ja, så gør man som Rune Lykkeberg i denne uges Langsomme samtaler og ringer til Timothée Parrique.

Timothée Parrique (f. 1989) er fransk økonom og klimaforsker ved Lausanne Universitet og en af de fremmeste internationale stemmer inden for vækstkritik og økologisk økonomi. I 2022 skrev han en bog, der blev en overraskende bestseller i Frankrig, og som siden er blevet oversat til ni sprog. Nu er den også kommet på dansk på Hans Reitzels forlag under titlen: Afvækst eller undergang – Hvordan vi bremser væksten, gentænker økonomien og redder verden.

I bogen samler Parrique op på tankerne fra 1972-klassikeren Grænser for vækst og sætter dem ind i en samtidig kontekst med begrebet décroissance, der på dansk bedst kan oversættes til ’afvækst’. I løbet af samtalen forsvarer Timothée Parrique den grundlæggende vækstkritik og forklarer, hvorfor den ikke bare er nødvendig, men fuldstændig uomgængelig.

Med Trump i Det Hvide Hus er magtfulde techoligarker i fuld gang med at sætte sig på amerikansk politik og erhvervsliv, og netop dén udvikling har den 46-årige hollandske forfatter, professor og politiker brugt de seneste 20 år på at analysere. 

Marietje Schaake er professor ved Stanford University og direktør for Cyber Policy Center; som tidligere europaparlamentspolitiker fra 2011-2019 har hun arbejdet for øget regulering og kontrol med Big Tech, og så er hun forfatter til bogen The Tech Coup – How to Save Democracy from Silicon Valley, der netop handler om tech-giganternes magt, og hvordan de demokratisk kan indhegnes og stilles til regnskab.

Marietje Schaakes pointe er, at den magt, folk som Elon Musk, Jeff Bezos og Mark Zuckerberg i dag råder over, ikke er resultatet af en pludselig revolutionær omvæltning. Udviklingen har været mange år undervejs, og den er muliggjort af, at skiftende regerende politikere i adskillige generationer – lige fra Bill Clinton til Joe Biden – konsekvent har åbnet dørene for techmogulerne og inviteret dem indenfor. 

Men er slaget så allerede tabt? Har techvirksomhederne fået for meget magt? Vågnede vi for sent? Nej, det er ikke Marietje Schaakes pointe. »We’re not dead yet«, som hun siger. 

Men for verdens demokratier gælder det nu om hurtigt at indse, at alliancen med Trumps USA er død, og at ingen strategi – intet brev fra den britiske konge, ingen uværdig leflen eller kys af ringen – vil forandre hans syn på USA’s rolle over for sine gamle alliancepartnere. I stedet må vi, de vestlige demokratier, forblive tro mod vores værdier og finde sammen i nye alliancer og koalitioner. Eller som Marietje Schaake formulerer opgaven: »Stay true to your principles and speak truth to power.«

Udgangspunktet for samtalen er Suzanne Brøggers nye bog, På væggen (2024). Her fortæller hun blandt andet om, hvordan hun for 50 år siden flyttede ud af byen til en nedlagt skole på landet og dekorerede væggene med billeder af de forfattere og kunstnere, hun gerne ville føre dialog med, mens hun gradvist udviklede sig som forfatter og offentlig figur. Men også om hvordan denne offentlige forfatterfigur kun er en persona, hun tager på sig, når hun er i byen – og aldrig, når hun er på landet.

Samtalen blev første gang bragt som en serie af samtaleprogammer i Radio Information hen over sommeren 2024. Vi genudsender samtalen nu, fordi den er et eksempel på, hvordan der kan findes ro i en kaotisk tid, gennem erfaring, dybde og overblik – og ikke mindst gennem langsomme samtaler. 

I Moral Abdication reflekterer Didier Fassin over det, han betegner som et politisk og intellektuelt kollaps i Vesten. I løbet af de seneste 15-16 måneder har vestlige regeringer givet køb på vigtige værdier og idealer ved at lade Israel udføre krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden med voldsomme militæroperationer ind i Gaza. Fassins bog er et opråb, et debatindlæg og en opfordring til, at vi tænker over, hvordan det kunne ske. Hvordan vestlige ledere – og dermed demokratiske befolkninger – har pådraget sig en form for medansvar for noget, ingen af os rigtig kan forsvare.

I løbet af samtalen gør Rune Lykkeberg og Didier Fassin status over den nuværende situation, og hvordan den kom så vidt. De tager den store tur tilbage til Fassins egen opvækst. Han fortæller, hvordan han første gang stiftede bekendtskab med Israel/Palæstina-konflikten, og hvordan den har påvirket offentlighederne i vores samfund – herunder vores regeringers forhold til demonstrationer og retten til at forsamles.

Men samtalen slutter heldigvis også med et lille håb, der peger fremad. 

Evan Medeiros er født og opvokset i USA. Han startede med at læse analytisk filosofi, men skiftede siden til kinesisk og skrev efterfølgende ph.d. om internationale relationer på Cambridge University. I dag er han professor på Georgetown University og forfatter til adskillige bøger, herunder antologien Cold Rivals fra 2023, hvor førende eksperter – herunder Medeiros selv – analyserer de voksende spændinger i forholdet mellem USA og Kina, og hvad de betyder for fremtiden.

Ifølge Medeiros afhænger USA’s fremtid i høj grad af, hvordan man i Washington håndterer forholdet til Beijing de kommende år. Hvis amerikanerne ønsker fremgang og respekt i verden, må de udvise større omtanke i konkurrencen med Kina, mener han. 

I løbet af deres samtale når Medeiros og Lykkeberg omkring de historiske rødder for den årtier lange rivalisering – lige fra Nixon og Kissinger over Obama og Biden og frem til Trumps tarif- og toldpolitik i dag. Men de ender i lyset. For konkurrencen med Kina behøver ikke at udvikle sig til en ny kold krig, mener Medeiros. I hvert fald så længe amerikanerne viser tilbageholdenhed og lederskab. Gør de ikke det, kan det til gengæld blive rigtig farligt. 

Men i 2020 skrev Hertz altså en opfølger til Den Tavse Magtovertagelse, som handlede om ensomhed. Ikke kun som et eksistentielt eller kulturelt fænomen, men som et resultat af årtiets politiske beslutninger.

»Jeg konstaterede, at folk var blevet mere isolerede, ensomme og fremmedgjorte,« siger hun i denne uges udgave af langsomme samtaler med Rune Lykkeberg.

Når Hertz lavede empiriske studier og talte med folk i forskellige lande, der følte sig ensomme, brugte de vendinger, som at »de ikke blev set«, og »ingen hørte deres stemme«. De tendenser, som hun havde studeret i flere år og sad og skrev om, blev radikaliserede af pandemien – og grebet politisk af højrefløjen:

»Det var genialt af højrefløjen, at de så det her. De identificerede efter min opfattelse denne efterspørgsel hos vælgere, de tilpassede og målrettede deres strategier, så de kunne tale til det,« forklarer Hertz.

I løbet af samtalen med Rune Lykkeberg tager Noreena Hertz hele turen tilbage til, hvad der skete omkring årtusindeskiftet og frem til i dag: Hvorfor mistede venstrefløjen appellen til højrefløjen? Hvad kan venstrefløjen lære af folk som Meloni, Le Pen og Trump? Og hvorfor er Hertz på trods af de senere års udvikling alligevel relativt håbefuld på både venstrefløjen, de unge progressive og klimaets vegne?

I hendes bog Violent Fraternity: Indian Political Thought in the Global Age, der udkom i 2021, gennemgår Shruti Kapila det moderne Indiens politiske idehistorie de seneste 100 år. En af pointerne i bogen er, at hvis man ser på den indiske borgerkrig, som fulgte efter uafhængigheden, så var de gamle kolonialister, briterne, slet ikke involveret i konflikten. Alle kampene var interne opgør.

På samme måde, mener Shruti Kapila, må vi europæere lære at forstå, at fjenden ikke nødvendigvis er en trussel, som kommer udefra, og i stedet lære at forestille os fjenden som en trussel, der udvikles i vores egen kultur. Sådan er det allerede, mener hun, vi har bare endnu ikke fået ideerne til at se det.

I løbet af Shruti Kapilas samtale med Rune Lykkeberg bliver der også tid til at runde situationen i USA. For det, som amerikanerne oplever med Donald Trump lige nu, har inderne også allerede været igennem med Narendra Modi ved magten, mener hun.

Kim Ghattas (f. 1977) er libanesisk journalist, kommentator og forfatter. Hun har både studeret statskundskab på det amerikanske universitet i Beirut og arbejdet som korrespondent i regionen for BBC og Financial Times, og i sit professionelle virke har hun gjort brug af sit dobbeltblik til at formidle Mellemøsten til Vesten – og Vesten til Mellemøsten. Kim Ghattas har udgivet flere bøger, herunder mesterværket Black Wave fra 2020, som er et forsøg på at beskrive, hvordan Mellemøsten er blevet til det, regionen er i dag – ud fra spørgsmålet: Hvad skete der med os?

Ifølge Ghattas kræver den nuværende situation i Mellemøsten, at man kan holde mindst to tanker i hovedet på samme tid: Der er grund til håbløshed, hvis man er palæstinenser, og der er grund til optimisme, hvis man er syrer. På mange måder føles det, som om vi står for enden af en epoke, og ingen aner, hvad der kommer efter, siger hun. 

Men som Kim Ghattas også minder os om: Folk i Mellemøsten har altid haft en ufattelig styrke til at overkomme modgang og modstand og skabe en bedre fremtid.

For den amerikanske sci-fi-forfatter Kim Stanley Robinson, der er gæst hos Rune Lykkeberg i denne uges Langsomme samtaler, er kampen mod klimaforandringerne vor tids meningsbærende generationsprojekt. Til forskel fra de store verdenskrige i det 20. århundrede handler klimakampen imidlertid ikke om at slå andre mennesker ihjel, men om at skabe varige ændringer i vores alle sammens adfærd til gavn for hele menneskeheden. Til tider kan dén opgave føles som en uoverskuelig kamp mod overmagten, men hvis man engagerer sig og tager kampen på sig, er belønningen til gengæld en følelse af dyb meningsfuldhed, mener han. Måske endda lykke.

Kim Stanley Robinson er romanaktuel med Fremtidsministeriet, der netop er udkommet på dansk. En sci-fi-roman om vores hastigt forandrende klima, som samtidig kan læses som et indlæg i diskussionen om, hvordan vi – også rent praktisk – kan løse den planetariske krise. Dét og meget andet taler han med Rune Lykkeberg om i dagens episode. God fornøjelse.

I løbet af samtalen når Lykkeberg og Galbraith også forbi oligarkernes indflydelse på det amerikanske demokrati, årsagerne til Bidens fejlslagne industripolitik samt hvilke konsekvenser Trumps tariffer risikerer at få for Europas økonomi.

Romanen, der udkom på dansk tidligere i år, handler om to mennesker fra hver sin generation, der mødes i 1986 ved Alexanderplatz i Berlin i det kommunistiske Østtysklands sidste år. Hun er 19, han er 53 – og gift. Begge er de optaget af politiske og kunstneriske anliggender, og de udvikler et stærkt passioneret og ulige forhold, der udvikler sig lige så brutalt og voldeligt, som kommunismen i det gamle Østtyskland. Deres kærlighedsrelation bliver den prisme, romanen ser hele DDR’s kollaps igennem. 

Jenny Erpenbecks roman er udgangspunktet for denne uges udgave af Langsomme Samtaler.  

Jenny Erpenbeck (f. 1967) er selv født og opvokset i det daværende Østberlin og har i sine bøger ofte beskæftiget sig med sammenbruddet af den kommunistiske stats værdisystem og de store omvæltninger i den efterfølgende genforeningsperiode. En genforening, hun – i Kairos såvel som i hendes øvrige forfatterskab – beskriver som både en befrielse og et tab. 

Langsomme Samtaler går herefter på juleferie, men er tilbage igen med en hel ny sæson fra anden uge af januar. Glædelig jul og godt nytår!

 2024 har været kendetegnet ved et rekordstort antal valg rundt om i verdens demokratier. Og mange steder har protestpartier vundet frem på bekostning af de gamle magtpartier. Protestpartier, som i varierende grad udfordrer selve demokratiet – lige fra AfD i Tyskland til Trump i USA.  Spørgsmålet bliver derfor, hvordan demokratiets fremtid ser ud. Ser vi ind i en verden, hvor de politiske kampe i demokratierne foregår mellem teknokrati og populisme, i stedet for mellem venstre- og højrefløj? Lyt med, og hør Jan-Werner Müllers analyse af 'demokratiets år' og fremtiden for demokratierne verden over.

Alligevel er der ingen grund til at frygte liberalismens fald i USA, mener Ignatieff, for liberalismens værdier og afledte rettigheder er så indlejrede i befolkningen, at de kræfter, der vil afskaffe dem, vil møde uoverkommelig modstand. 

I denne uges udgave af Langsomme Samtaler taler Rune Lykkeberg med Göpel om hendes nye bog, We Can Do Better, der undersøger og beskriver, hvordan store transformationer har fundet sted gennem tiden. I Göpels optik skabes forandring ikke af den første, der handler – men af den næste. 

Og netop derfor er det i samarbejdet – også med dem, det ved første øjekast ikke giver mening at samarbejde med – at håbet om en grønne verden skal findes. Også selv om det lige nu ser sort ud. 

Og den skam, de føler, formår Trump at vende til vrede. En vrede, der er rettet mod den øvre middelklasse, oftest repræsenteret af demokraterne og Det Demokratiske Parti. Det er denne vrede og skam, som er nøglen til at forstå Trumps valgsejr, og det er den vrede, venstrefløjen må forsøge at forstå og imødekomme, hvis den vil tilbagevinde magten. 

Rana Foroohar er stor tilhænger af Bidenomics, som Joe Bidens økonomiske politik er blevet kaldt. Bidenomics har haft til formål at styrke arbejderklassen, sætte gang i den grønne omstilling og sænke inflationen. Alle sammen målsætninger, som det ifølge Foroohar i høj grad er lykkedes at indfri.  Men på trods af Bidenomics’ reelle succes, har den langt fra været en populær eller vellidt økonomisk politik blandt et flertal af de amerikanske vælgere. De mærker stadig inflationen, og ser Trump som løsningen. For som Foroohar argumenterer for, har Harris ikke i tilstrækkelig grad iscenesat sig selv som et opgør med Clinton-æraens nyliberalisme, selvom hun var med til at gennemføre Bidenomics, der var et opgør med den. 

Selv om Trump præsenterer sig som en, der kæmper for arbejderklassen, vil hans økonomiske politik i virkeligheden blot gøre de rige endnu rigere, og de fattige fattigere. Hvis man ser den økonomiske støtte, Trump har fået fra de amerikanske multimilliardærer som en investering, siger Foroohar, ja, så har de i høj grad gjort sig et enestående røverkøb med Trumps valgsejr.

I denne uges udgave af Langsomme Samtaler taler Rune Lykkeberg med den amerikanske journalist og forfatter Jonathan Eig om Martin Luther King Jr. og race i USA. Jonathan Eigs store biografi om King er for nyligt blevet oversat til dansk, og er udkommet på forlaget Klim under titlen King: Et liv.

I bogen forsøger Jonathan Eig at nuancere fortællingen om King, og forsøger at danne et helt billede af borgerrettighedsforkæmperen gennem interviews med Kings nære venner, nyt arkivmateriale blandt andet fra FBI og andre aktivister. For selvom King havde sine personlige fejl, var hans evne til at bygge bro mellem både det hvide og sorte USA, og græsrodsbevægelserne og regeringsmagten enestående. 

Til sidst taler de også, om hvilken betydning race og racerealtioner har for det kommende amerikanske præsidentvalg. Eig mener, at det i høj grad er frygt, der styrer amerikansk politik – og især frygten for 'den anden'. Og her er race ikke et ubetydeligt element. For selvom Amerika er nået langt i kampen mod racisme, er de brune og sorte amerikanere i høj grad stadig 'den anden', især i republikanerne og Trumps optik. 

Kate Aronoff var med i den bevægelse, der i 2010’erne endte med at skabe det, der blev kaldt The Green New Deal. Hun også har udgivet bøgerne A Planet to Win: Why We Need a Green New Deal og Overheated: How Capitalism Broke the Planet.

The Green New Deal var et reformforslag inspireret af Franklin D. Roosevelts berømte New Deal-reformer, der gennemgribende forandrede det amerikanske samfund og skubbede det i en mere social retfærdig retning. 

Anført af det dengang nyvalgte kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez bragte klimaaktivister The Green New Deal til den demokratiske flertalsleder Nancy Pelosis bord og nægtede at gå, før demokraterne forholdt sig til forslaget. De lykkedes, og The Green New Deal endte i høj grad med at blive forlægget for Biden-administrationens massive reformpakke, Inflation Reduction Act (IRA), som på trods af dens problemer, er en af de største skridt taget hen imod en grøn omstilling af den amerikanske økonomi.  Problemet er bare, at meget få amerikanere kender til reformpakken – og at den grønne omstilling fylder utrolig lidt i den amerikanske valgkamp. Heldigvis er der stadigvæk aktivister og tænkere, der kæmper for en grønnere fremtid i USA. Kate Aronoff er en af dem, der ikke giver op.

Han har blandt andet forsket i de sociale strukturer i Tyskland, identitetsdannelse, hukommelsespolitikken, demokrati, forholdet mellem land og by og skrevet en afhandling om det politiske mønster i det forhenværende Østtyskland.  For ham er den politiske udvikling og splittelsen mellem øst og vest, der foregår i Tyskland et billede på en større europæisk tendens. Den ”andetgørelse” østtyskerne oplever i deres eget land, kan delvist sammenlignes med den andetgørelse også muslimer oplever i mange europæiske lande, mener han.  Også den politiske udvikling, der er foregået særskilt i Østtyskland, kan sættes ind i en større tendens i følge Kubiak, nemlig at fremtidens politiske skillelinje er mellem dem, der ønsker at bevæge sig frem, og dem, der ønsker at vende tilbage til en idealiseret fortid. Den skillelinje, kommer til udtryk i den amerikanske valgkamp mellem Trump og Harris, ved Brexit-afstemningen i England, og selvfølgelig også i Kubiaks eget Østtyskland.

I denne uges udgave taler Rune Lykkeberg med en økonom, der fik ret. Dani Rodrik, der er professor ved John F. Kennedy School of Government på Harvard University, var en af de første fremtrædende økonomer, der kritiserede globaliseringen, mens den stadig var dominerende.  I dag er mange stater begyndt at føre netop den slags offensiv industripolitik, som Rodrik længe har argumenteret for – bl.a. i den grønne omstillings navn. Men hvad sker der nu, når Rodrik har fået ret, og bevægelsen fra 'hyperglobalisering' til protektionisme er begyndt at tage fart?

Det er hovedemnet for denne uges Langsomme Samtale, hvor den amerikanske økonom blandt andet argumenterer for en industripolitik for servicearbejdet – for det er netop dén slags arbejde, de fleste europæere kan forvente at få i fremtiden, mener han.  Hvis vi ønsker at bevæge os fremad, er det for Rodrik afgørende, at vi fortsat evner at udfordre den herskende økonomiske opfattelse. Evner vi til gengæld at træffe de rigtige beslutninger, kan økonomien blive et værktøj for social retfærdighed.

Sladderen kan være et magtfuldt våben i de undertryktes modstandskamp. Det lærte den slovenske filosof Mladen Dolar, da han voksede op under Titos autoritære styre i Jugoslavien. Her så han, at sladder og rygter ikke bare var cirkulerende ligegyldigheder, men et vigtigt instrument til at sprede information.

Og netop sladder er også emnet for denne uges udgave af Langsomme samtaler, der tager udgangspunkt i Dolars nyoversatte bog, Om sladder og rygter, som er udgivet på forlaget Aleatorik. I bogen undersøger Mladen Dolar sladderens natur gennem historien og viser, hvordan rygter tilsyndeladende kan spredes på egen hånd. Ved brug af alt fra Sokrates til Kafka forsøger han at frembringe en gennemgribende essens ved rygterne og deres funktion i vores samfund i dag.  I løbet af deres samtale kommer Rune Lykkeberg og Mladen Dolar også ind på '68-oprøret i Ljubljana, en tid der formede og skabte Dolars begejstring for kritik, og et håb om at alt kan forandres. Her mødte han også filosoffen Slavoj Žižek, som han stiftede den indflydelsesrige Ljubljana-skole sammen med. Han underviser også på Ljubljana Universitet og European Graduate School. En inspirerende og tankevækkende samtale, der flyver rundt mellem rygternes essens, ungdomsoprøret i '68 og lander på Donald Trump og Kejserens nye klæder.   

Vi står ikke midt i en ny kold krig, hvor to forskellige ideologier kontant møder hinanden i verserende konflikter. Vi står i stedet midt en vidt forgrenet alliance af autokratier – fra Rusland over Kina til Iran – som alle er forenet i en fælles modstand mod Vesten og vores grundlæggende principper.

Sådan lyder én af pointerne i Anne Applebaums nye bog, Autokrati A/S, der samtidig er udgangspunktet for denne uges udgave af Langsomme samtaler.  

Som internationalt anerkendt forfatter, journalist, historiker og intellektuel har Anne Applebaum i dén grad præget de sidste 20-30 års offentlige samtale om kampen mellem demokrati og autokrati.  Anne Applebaum har et særdeles godt kendskab til netop den form for autokrati, der udgår fra Kreml. Hun har skrevet flere bøger om Ruslands og Sovjetunionens historie, herunder Rød sult – Stalins hungersnød i Ukraine og Gulag – historien om de sovjetiske straffelejre, som i 2004 indbragte hende Pulitzerprisen. Og som klumme- og lederskribent på Washington Post har hun været voldsomt engageret i krigen i Ukraine efter Ruslands invasion.

I sin nye bog, Autokrati A/S, fortsætter hun sine undersøgelser af autokratiernes kamp mod den frie verden – og hun gør det med en pointe, som hæver den over mange andre bøger om samme emne. For ifølge Applebaum er det en pointe, at autokratiske ledere i høj grad betjener sig af vestlige finansielle systemer til at konsolidere deres velstand. I Vesten har der gennem de seneste mange år udviklet sig en udbredt accept af skattely, lempelige skatteforhold og muligheder at gemme sine formuer i udlandet. Det er en politisk kulturkamp, som de rige i Vesten har vundet. Men det har haft den bivirkning, at de rige uden for Vesten bruger samme systemer til at berige sig selv og konsolidere deres magt.

Alt det uddyber Anne Applebaum i løbet af denne samtale, der også når omkring krigen i Ukraine og konflikten mellem Israel og Hamas i Gaza.

I løbet af denne tre kvarter lange samtale giver Gayatri Chakravorty Spivak en enestående personlig indføring i sin egen livshistorie. Hun fortæller om sin og forældrenes opvækst i Kolkata i Indien, og om hvordan hun som ungt menneske kom til Amerika og med et enkelt telefonopkald fik adgang til et af USA’s bedste universiteter. Hun fortæller også om sit møde med den verdensberømte franske filosof Jacques Derrida, hvis epokegørende bog Om grammatologi, hun tidligt i sin karriere ikke alene oversatte til engelsk, men også forfattede et kanoniseret forord til, som Rune Lykkeberg selv som ung litteraturvidenskabsstuderende i 1990’erne har læst med stor interesse.

Senere, i 1988, udgav Spivak sit egentlige gennembrudsværk Can the Subaltern Speak? – et essay, som gjorde hende til en verdensberømt kolonialismekritiker og feminist og som i dag er en akademisk klassiker. Hun fortæller her i interviewet om sit essay, og om hvorfor hun på en gang både er postkolonialist og stærkt kritisk over for netop postkolonialismen.

Med andre ord: Ugens Langsomme samtaler er ikke så meget en samtale, som det er en eksistentiel radiofortælling med en enestående progressiv legende og original filosof og tænker: Gayatri Chakravorty Spivak.

God fornøjelse!

Dén opgave – altså opgaven med at stille Israel til ansvar for sine handlinger i Gaza – har Israels allierede i vid udstrækning svigtet gennem de seneste ti måneder. Hør mere om hvorfor og hvordan i denne udgave af Langsomme samtaler med Yuval Noah Harari – hvor det dog også skal handle om andet end krig.

For der er meget få mennesker, der som Yuval Noah Harari mestrer kunsten at overskue et ekstremt kompliceret emne og samle det til en stor fortælling, som hverken er reducerende eller forenklende, men står så skarpt, at de fleste kan være med. 

Tidligere har Harari demonstreret dén kunst i bøger som Homo Deus, 21 ting du bør vide om det 21. århundrede og ikke mindst i bestsellersuccesen Sapiens, der har solgt i 45 millioner eksemplarer globalt, er oversat til 65 sprog og er blevet et referencepunkt for mondæne samtaler om menneskehedens historie over hele den vestlige verden.

Nu er Harari, der er født i Israel i 1976 og i dag er professor ved The Hebrew University i Jerusalem, aktuel med endnu en bog, Nexus. Det er en fortælling om menneskelige informationsnetværk fra stenalderen og frem til i dag. Grundlæggende spørger Harari, hvordan det mon kan være, at mennesket, der er så klogt og har udrettet så fantastiske ting i fællesskab med andre, samtidig kan gøre så mange dumme ting.

Et spørgsmål, han i løbet af sin samtale med Rune Lykkeberg også forsøger at give et svar på.

For folk, der er vokset op med, at der kun findes to køn, har de senere års kønsdebat været en voldsom omgang. For mange er det forstyrrende, at de kønskategorier, som engang var så nagelfaste, nu pludselig bliver udvidede og gentænkt. Nogle oplever det lige frem som en trussel mod deres egen kønsidentitet. 

Men, men, men, siger den amerikanske filosof, sociolog og queer-teoretiker Judith Butler i bogen Hvem er bange for køn, der netop er udkommet på dansk på forlaget Klim: Grundlæggende handler kønskampen egentlig bare om retten til at skabe overensstemmelse mellem det, man føler sig som indvendigt og sådan, som man bliver opfattet udvendigt. Det handler om at skabe overensstemmelse mellem det, man føler, man er – og måden man præsenterer sig på i det offentlige rum.

De mange mennesker – hvortil Rune Lykkeberg i øvrigt henregner sig selv – som er helt afklaret med deres kønsidentitet og synes, at det køn, de blev tildelt fra fødslen, stadig passer dem perfekt, skal overhovedet ikke være bange, siger Judith Butler. Hverken Butler eller nogle andre kunne drømme om at frarøve dem deres kønsidentitet.

Men der er mennesker, som ikke oplever samme grad af harmoni mellem det køn, de blev tildelt, og det køn, de føler sig som. Den overensstemmelse, som er flertallets privilegium, må flertallet også tilstå dem. Og derfor må vi lære at blive mere fleksible i vores forståelse af, hvad kønsidentitet overhovedet er og betyder. 

For Judith Butler – der med udgivelser som Gender trouble (1990) og Bodies that matter (1993) i mange år har været en superstjerne inden for kønsteori og kønsforståelse – handler kønskamp overhovedet ikke om at bryde ned. Det handler om at realisere den mest banale præmis for politisk liberalisme, nemlig at enhver har ret til selvbestemmelse.

Judith Butler er efterhånden blevet 68 år gammel. Og en af de ting, Butler har været meget engageret i de sidste 15 år, er jødisk identitet i USA og kritikken af staten Israel.

Butler er selv vokset op i en jødisk familie i Cleveland, Ohio, og blevet intellektuelt dannet blandt andet af at komme i synagogen og beskæftige sig med jødiske tænkere og grundskrifter.

Derfor er spørgsmålet om, hvad det vil sige at være jøde – og dermed hele spørgsmålet om Israel og Gaza – et eksistentielt anliggende for Judith Butler. Og det er et spørgsmål, Butler både bliver stillet og besvarer i dette sæsonåbnende afsnit af Langsomme samtaler.

God fornøjelse!

Men måske er det alligevel ikke helt så slemt, at være sådan en. For næsten alt, hvad der er politisk betændt og dramatisk i vores samtid – og til tider kan forekomme næsten uløseligt – har nogen gennemlevet før os. Det gælder ikke mindst for Romerriget. 

Mary Beard er professor ved Cambridge University og gæsteprofessor ved University of California Berkley, hun er adlet som ’dame’, og så er hun en af de helt store forskere og formidlere af netop Romerriget. Hendes bog Kejser af Rom er udgivet på dansk på Gads forlag, som også har udgivet SPQR, hendes anden store oversatte bog om emnet.

Samtidig er Mary Beard en stolt feminist og står også bag en lille bog med titlen Kvinder og magt, der handler om, hvordan kvinders magt er blevet fremstillet siden antikken.

Vil man gerne have en legende let og alligevel overbevisende vidensmættet indføring i de store temaer i Romerriget, så er Mary Beard et af de bedste steder at gå hen.

I denne Langsomme samtale kommer Rune Lykkeberg og Mary Beard blandt andet ind på, hvad vi kan lære om vores egen samtids konflikter om religion, køn og etnicitet ved at studere Romerrigets storhed og fald.

Med dette afsnit går Langsomme samtaler på en velfortjent sommerferie, men vi vender tilbage med en ny sæson Langsomme samtaler på den anden side af sommeren

Hyperpolitikken er omdrejningspunktet i Rune Lykkebergs samtale med den unge supertænker Anton Jäger. God fornøjelse.

Denne uges afsnit af Langsomme Samtaler er optaget live fra Dagbladet Information. Rune Lykkeberg og Paris Marx diskuterer, hvordan vi bør forholde os til tech-giganternes enorme magt. Marx maler et billede af, hvordan fremtiden med tech-giganterne kunne komme til at se ud, og de diskuterer nogle af de initiativer, som i øjeblikket er på tale for at holde hånd i hanke med industrien. 

God fornøjelse.

Udgangspunktet for samtalen med Rune Lykkeberg er Leis nyeste bog The Gilded Cage: Technology, Development, and State Capitalism in China, som handler om den kæmpemæssige investering i tech, som Kina har lavet i det 21. århundrede, og hvordan det i 2020 førte til det, som nu er kendt som “the Chinese crackdown”. Ya-Wen Lei siger selv, at hendes bog er et svar på spørgsmålet om, hvordan et kommunistisk land som Kina kan opføre sig så kapitalistisk. 

Omdrejningspunktet for denne uges langsomme samtale med Rune Lykkeberg er Olivier Roys nyeste bog, som hedder The Crisis of Culture – Identity Politics and the Empire of Norms, som er en stor kritik af meget af det, vi ellers ser som vejen frem her på Dagbladet Information. I sin nye bog erklærer Roy nemlig, at han ikke tror på nutidens sociale bevægelsers transformative kraft. 

I samtalen med Rune Lykkeberg fortæller Skea om, hvor klimakampen i øjeblikket befinder sig, hvor han mener, det næste store skridt bør tages - og hvor grænsen for, hvad man kan sige i de afgørende klimarapporter går. 

Lykkeberg og Skea diskuterer også den i Danmark voksende klimaangst, og Skea argumenterer for, at han - på trods af sin enorme viden på området - ikke ligger søvnløs om natten.

Samtalen er optaget direkte på det kongelige bibliotek, Den Sorte Diamant.

Udgangspunktet for denne uges langsomme samtale mellem Rune Lykkeberg og Rebecca Solnit er Solnits essaysamling “Hvis historie er det?”, som samler Solnits bedste og vigtigste essays om aktivisme og feminisme. God fornøjelse.

På Berkeley i Californien følte Lenier, at alt hvad hun lærte om klima og miljø var en præsentation af en uundgåelig undergang, som de studerende blot kunne være tilskuere til. Det fik hende til at tage sagen i egen hånd oprette sit eget universitetskursus om klimaforandringer, som gjorde hende berømt over hele verden. 

Foruden klimaaktivisme- og krise spørger Lykkeberg også om Leniers reaktion og holdning til de demonstrationer og voldsomme protester, som i øjeblikket udspiller sig på universiteterne i USA, og som Lenier har været nær vidne til. God fornøjelse!

I deres samtale taler Rune Lykkeberg og Francis Fukuyama om, hvordan det kan være, at Vesten har mistet troen på den liberalisme, som i det 20. århundrede skabte store fremskridt i velstand og udvikling. Det er, som om det, der engang var den sejrende ideologi, nu er trængt overalt.

Derudover kommer Lykkeberg og Fukuyama omkring krigen i Ukraine, hvor Vesten på mange måder har opsat de præmisser, som ukrainerne kæmper under. De diskuterer også krigen i Gaza og hvordan Vesten er stillet, når man sammenligner de to krige med hinanden – og endelig kommer de omkring de aktuelle amerikanske campusprotester.

David Runciman er professor ved Cambridge University og har en helt unik evne til at kombinere sin historiske idéer med sin forståelse af samtiden. I sin nye store idébog forsøger han at tage filosoffen Thomas Hobbes’ tanker og overføre dem til nutiden med budskabet: mennesker kan ikke blive frie uden tænkende maskiner. Alligevel står vi nu over for en verden, vi ikke kan kontrollere - med et akut behov for netop kontrol. God fornøjelse!

For selvom klimabenægterne gang på gang bliver modbevist er det alligevel som om, at helt grundlæggende spørgsmål og forhold omkring klimaet bliver genstand for strid - det skyldes i høj grad den misinformation, som florerer. Hvorfor det kan lade sig gøre, har Jennie King et kvalificeret svar på, som hun udlægger for Rune Lykkeberg i denne uges langsomme samtale.

I denne uges Langsomme Samtaler taler hun med Rune Lykkeberg om sin bog “How China Escaped Shock Therapy”, som handler om hvordan Kina tog en anden vej end chok-terapien, da de skulle væk fra kommunismen og over til en økonomi, der tager det bedste fra kapitalismen - og undgår det værste. Bogen baserer sig på empiriske samtaler og blotlægger både fordelene og risici ved den kinesiske vej. Rigtig god fornøjelse.

I sin nye bog “The Culmination” lufter Pippin dog tanken om, at Hegels filosofi er udfordret. Robert Pippin må erkende, at der grænser for, hvad man kan forstå ved hjælp af Hegel - moderne naturfænomener er nemlig svære at sætte ind under Hegels tankegang. 

I den nye bog inddrager han derfor endnu en tysk filosof, Martin Heidegger, til at konfrontere Hegels tanker. Det udløser en eksistentiel samtale, som han udfolder sammen med Rune Lykkeberg i denne uges udgave af Langsomme Samtaler.

I denne uges Langsomme Samtale taler Rune Lykkeberg med Saree Makdisi som forklarer, hvordan Israel historisk set igennem propaganda har erobret den amerikanske venstrefløj. Nu er tingene ved at vende. For efter krigen i Gaza brød ud er der igangsat et holdningsskifte hos  venstrefløjen i USA. I følge Saree Makdisi skyldes det, at krigens grusomheder gør det umuligt for Israel at kamuflere den systematisk undertrykkelse af det palæstinensiske folk. 

Tidligere i år udkom Hannah Ritchies bog “Not the end of the world”, som er omdrejningspunktet i denne uges Langsomme samtale med Rune Lykkeberg.